Brugere af sociale medier går sammen for at sagsøge techgiganter

Smartphone med sociale medie-apps foran EU-flag – digital regulering og sociale medier i Europa.
Foto: Shutterstock

Kollektive, europæiske søgsmål mod Meta, X og TikTok vælter ind for tiden. Brugerne kræver erstatning for ulovlig behandling af deres data.

Kridtstregerne er trukket op mellem de amerikanske techgiganter i form af Meta, X og TikTok på den ene side, og europæiske brugere af disse platforme på den anden side.

Brugerne af sociale medier rundt omkring i Europa er nemlig begyndt af samle sig i kollektivte søgsmål mod techgiganterne for ulovlig behandling af deres data. Herefter er det op til de nationale domstole at vurdere sagen. Det fremgår i en artikel fra Politiken.

Politiken har snakket med Hans Franke, der er initiativtager til de kollektive søgsmål mod dé techgiganter, der eftersigende bryder EU-reglerne i de 27 EU-lande. Initiativet starter ud med at fokusere på Meta, X og TikTok i de største EU-lande, men i takt med, at de forhåbentlig vinder sagerne, skal søgsmålene udbredes.

Hans Franke har selv tjent en del penge på ejendomsudvikling og har doneret 6,5 millioner euro for at få sagerne i gang. De bliver rejst gennem den lille, hollandske ngo Somi, som netop har EU-licens til at rejse kollektive søgsmål. I artiklen til Politiken udtaler Hans Franke således:

”Hvis 6,5 millioner euro ikke rækker, så er jeg klar til at skyde mere ind. Når man først går ind i sådanne sager, nytter det ikke noget at stoppe på halvvejen.”

Potentielt mange penge
I Holland og Belgien har 140.000 brugere indtil videre samlet sig og lagt sag an mod Meta, X og TikTok. Her kræver hver enkelt bruger erstatning mellem 500 og 2.500 euro. Det hollandske krav mod Meta ligger på op mod 95 milliarder kroner, og hvis en tilsvarende andel af brugere af Meta i de andre EU-lande kræver det samme, kan det samlede krav mod Meta komme op på 3.000 milliarder kroner.

Politiken har også talt med Mikkel Flyverbom, der er formand for regeringens ekspertudvalg om techgiganterne. Han mener, at metoden er hårdhændet, men det er et instrument, der kan tages i brug, nu hvor det virker til, at techgiganterne ikke indgår i dialog med stater, virksomheder og borgere.

I et skriftligt svar til Politiken fremgår det via en talsmand for Meta, at de ikke har nogle kommentarer lige foreløbig, da det er et juridisk anliggende i den tidlige fase. Politiken har ikke fået kommentarer fra X og TikTok.

Sidst opdateret: 13. februar 2025

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Du kan blive opdateret på nyheder inden for tech & startups ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev. Vi sender dig en mail med 7 udvalgte artikler tirsdag og fredag.