Over en femtedel af al venturekapital i Danmark går til startups fra DTU. 24Victoria var med, da de nye startups fra universitetet pitchede deres idéer inden for AI, sundhed og impact.
”Festivaler er meget kaotiske, og du kan ikke forudsige, hvor der er aktivitet, så vi har udviklet en app med fokus på, hvor der er høj og lav aktivitet.” Sådan siger Julie Jonassen, co-founder i Boundless sammen med Marcus Lauridsen og Emilie Gorski.
24Victoria fanger dem på Food Lab-afdelingen af DTU Skylabs voksende startup-dag, hvor investorer fra ind- og udland er samlet for at møde de mange spændende startups, der også pitcher direkte på scenen. ”Hvis du gerne vil finde festen, så kan du gøre det, og hvis du vil slappe mere af, så kan du også finde det,” siger Marcus Lauridsen om opfindelsen.
Bred opbakning
Det er femte år i træk, at DTU Skylab Startup Day bliver afholdt med industri, investorer, politikere og andre interesserede med henblik på møde tech-iværksættere direkte på universitetet – og få demonstreret nye teknologier og prototyper.
Uddannelses- og forskningsminister, Christina Egelund, bød velkommen i år, inden DTU’s bestyrelsesformand, Margrethe Vestager satte fokus på Europa, hvor hun ser mange store muligheder. ”Even in Paris they speak English these days,” sagde hun med et smil fra scenen.
Går efter hele markedet
Tilbage på Food Lab uddyber Marcus Lauridsen festivalkonceptet. ”Vi laver det, der hedder universelt design, og baserer dernæst et problem på en meget specifik brugergruppe. På den måde finder man ud af, at det også kan bruges til mange andre mennesker. Og så kan man sprede det ud til alle. Det er målet,” siger han.
Har I kunder?
”Vi har ikke decideret kunder, men samarbejder med Folkemødet, som har bedt os om at hjælpe med at observere tilgængeligheden i år. Vi skal også til Smukfest, Heartland og Roskilde i år, og vi håber, de kan blive kunder på sigt.”
Hvornår er det her oppe at køre?
”Haha.. jamen, vores mål er i første omgang at få de her ’inklusion-packages’ ud, så festivalerne gider investere i det,” siger Emilie Gorski og tilføjer: ”Så kan de tilbyde det både i forhold til festivalgæsterne bredt set, men også i forhold til at bruge data selv, så de kan planlægge festivaler med et større fokus på accessibility.”
Har I sat nogle mål?
”Det ville være fedt med ti festivaler næste år, men som startup agerer vi også, så det kan være svært at sætte et mål, når vi hele tiden udvikler os,” siger Marcus Lauridsen, mens Julie Jonassen supplerer:
”Vi synes, vi har godt styr på produktet, men det her med budgetter og mål, det er også derfor, vi er med i Skylab Inkubator, så vi kan få noget coaching omkring det.”
Synlighed er afgørende
En stor del af det at være en startup handler om synlighed overfor investorer og industri, da det kræver kapital og samarbejde at skabe startups, og det kan dagen bidrage til, ifølge koncerndirektør for innovation og entrepreneurskab på DTU, Marianne Thellersen.
”Det eksterne fokus på vores startups er helt afgørende, da forskning, opfindelser og innovation først får værdi for samfundet og de mennesker, der lever i det, når det kommer i anvendelse. Den gode idé og den første prototype kan være et godt afsæt for innovation, men først derefter begynder den egentlige proces frem mod det produkt eller den ydelse, der virkelig kan gøre en forskel,” siger hun.
Dagen bruges også til at finde investorer, som har lyst til at engagere sig mere generelt i startupmiljøet på DTU. Et engagement, som ifølge Marianne Thellersen betyder, at det kommercielle potentiale i en given teknologi kan identificeres tidligere, og forretningscases kan modnes på en mere effektiv måde.
”DTU Startup Day er også vores årlige markering af DTU’s indsats på startupområdet. En festlig dag, hvor du kan netværke, blive inspireret og som efterfølgende fører til møder og aftaler, der fremmer DTU’s samlede innovationsindsats,” siger Marianne Thellersen.
Læs mere om DTU Skylab: