Omkring 1,5 millioner private billeder fra fem datingsapps har ligget frit tilgængeligt på nettet i mere end to måneder.
M.A.D Mobile står bag fem datingsapps af mere specialisererende karakter: Chica, BDSM People, Pin, Brish og Translove.
Disse datingapps estimeres til at have mellem 800.000 og 900.000 brugere, men i mere end to måneder har omkring 1,5 millioner billeder af brugerne ligget frit tilgængeligt på internettet. Det skriver BBC.
Billederne var ikke direkte tilknyttet brugernavne, e-mailadresse eller andre profiloplysninger, som kunne identificere brugerne. BBC skriver dog, at ondsindede hackere kunne finde frem til identiteten gennem omvendt billedsøgning.
Sen reaktion
De frit tilgængelige billeder er ikke decideret en nyhed for M.A.D Mobile, for allerede 20. januar 2025 blev virksomheden informeret om billederne. Det var såkaldte ’etiske’ hackere fra mediet Cybernews, som fandt frem til billederne og advarede M.A.D Mobile.
En af disse ’etiske’ hackere hos Cybernews er Aras Nazarovas, som udtaler følgende til BBC:
”Den første app, jeg gennemgik, var BDSM People, og her var det første billede i mappen en nøgen mand i trediverne. Dér vidste jeg med det samme, at denne mappe ikke skulle være frit tilgængelig.”
M.A.D Mobile har dog først taget aktion og fikset problemet, da BBC fremlagde oplysningerne for virksomheden 28. marts.
I BBC-artikelen kommer M.A.D Mobile med følgende skriftlige svar:
”Vi sætter pris på deres arbejde og har allerede taget de nødvendige skridt til at løse problemet. Der vil komme en ny opdatering i App Store de kommende dage.”