Der er stadig muligheder på det fragmenterede datingmarked, og Recommendating rammer en særlig niche, der udspringer af egne oplevelser.
”Lidt naivt troede vi, at vi kunne gå i luften på seks måneder.”
Sådan lyder det fra Lotte Munk, som sammen med Katja Leoni gik online med Recommendating i februar 2024 efter års tilløb. Kort fortalt går idéen ud på, at man bliver anbefalet af andre, hvilket skulle give en bedre datingkultur.
”Det viste sig at være et langt større projekt end antaget, og vi endte med at arbejde på det dag og nat i tre et halvt år, inden vi kunne lancere,” siger Lotte Munk.
Dårlig datingkultur
Lotte Munk fortæller, at de to stiftere en sommeraften 2020 sad med en flok veninder og snakkede om dårlige datingoplevelser. En veninde var nemlig lige blevet brændt af – af en Tinderdate.
”Så sad Katja og jeg tilbage og snakkede videre. Hvorfor er det så svært? Og hvorfor behandler folk hinanden så dårligt? Så kom vi til at tænke på, at de bedste dates er dem, hvor man er blevet anbefalet. Det føles lidt mere trygt – man ved, at det er et ordentligt menneske. Vi spurgte os selv: Hvorfor findes der ikke noget tilsvarende på nettet,” siger Lotte Munk, som understreger, at det ikke kun er kvinder, der har dårlige oplevelser. Det gælder også mænd.
Konceptet indebærer nu, at alle skal ID-valideres. Og at man kan få venner, familie og netværk til at skrive noget – lidt som på LinkedIn, hvor man kan ’endorse’ hinanden. Blot med fokus på bløde værdier.
Uigennemsigtigt marked
Over en flaske vin fandt de allerede første aften på navnet Recommendating – og købte domænet.
”Vi grinte lidt af det. Men i de efterfølgende måneder gik vi i gang med en lang researchfase. Vi spurgte os selv: Hvad er det, som andre end os er utilfredse med?”
Lotte Munk påpeger, at man vil det bedste for sine venner. Derfor kan modellen med at anbefale hinanden fungere bedre, lyder analysen.
”Jeg ved selv, at hvis jeg har set nogle matches i min vennekreds, så har jeg været Kirsten Giftekniv,” siger hun med et smil og uddyber:
”Vi har så læst alt, hvad vi kunne finde på nettet, og vi har været inde i alle mulige foraer. Der er rigtig mange falske profiler og uigennemskuelige abonnementsbetingelser. Vi researchede alt og kunne ikke finde ud af, hvad det kostede. Vi noterede så alt det, vi var utilfredse med. Vi tegnede og prøvede at finde ud af, hvordan vores platform skulle fungere.”
Fuldtid ved siden af
Lotte Munk og Katja Leoni rejste kapitalen ved at bruge deres opsparing samt tage et banklån – en samlet investering på flere millioner.
“Derudover har vi fået en business angel fra vores netværk med på rejsen også,” siger Lotte Munk og uddyber:
”I forhold til at søge midler i forskellige fonde, har vores udfordring været, at det ofte kræves, at man enten er to fuldtidsansatte i virksomheden, eller at ens projekt beskæftiger sig med noget ’grønt’ eller bæredygtigt. Og selvom vores projekt er vigtigt og kan gøre en forskel for rigtig mange mennesker, går det jo ikke i den kategori.”
I starten arbejdede de to iværksættere altså på projektet ved siden af deres fuldtidsarbejde.
”Katja var konsulent i pharma-branchen, og jeg var ansat som rekrutteringskonsulent i en it-virksomhed. Nu arbejder jeg fuld tid på projektet, mens Katja arbejder som konsulent og selv kan rykke rundt på sine arbejdstider. Men det er vores mål, at begge skal på fuld tid, når økonomien er til det,” siger hun.
Hvornår rammer I break even?
”Der er vi næsten. Vores mål er at nå et bestemt antal brugere inden for et år, men omsætningen er stadig ikke så høj, fordi vi stadig har lave introduktionspriser. Vi er stadig i opstartsfasen og får fyldt platformen helt op. Vi holder også events ved siden af, hvor singler også kan møde hinanden fysisk. Det er der et stort markedet for – og der har åbenbart manglet fede og anderledes events for +35 år.”
Læs mere: Det har været afgørende med dansktalende partnere – efter en afstikker til Polen