Joakim Brüchmann er tidligere cykelrytter på landsholdsniveau. En tid, der har formet ham som person og givet ham kompetencer, han i dag drager fordel af hos Pluto.markets.
Det er en grå, diset februardag, og støvregnen daler sirligt ned over de københavnske gader.
24Victoria har sat medstifter af Pluto.markets, Joakim Brüchmann, i stævne på fintech-startuppens kontor i Kronprinsensgade.
”Det er bare mig – resten arbejder hjemme,” er det første Joakim Brüchmann siger, da han byder velkommen.
Beroligende musik er at høre i højtalerne i den ældre københavnerlejlighed, der er transformeret om til en moderne arbejdsplads med hæve-sænke-borde, store, buede computere og ure i forskellige tidszoner. Hos fintech-startuppen er der nemlig styr på de mindste detaljer, så de kan sig holde sig opdateret på det finansielle marked i resten af verden.
”Det er lidt noget andet, end da vi sad i en kælder,” siger Joakim Brüchmann, mens han viser rundt.
Med vand og isterninger i glassene sætter vi os til rette i sofaområdet i københavnerlejligheden, inden samtalen drejes ind på Joakim Brüchmanns tid som cykelrytter, og hvordan sporten har været med til at forme ham som person.
Killer-mindsettet fødes
Joakim Brüchmanns interesse for cykelsporten blev vakt i kølvandet på Bjarne Riis’ Tour de France-sejr i 1996. Når han cyklede ned til Langelinie for at købe is med sin far, var det med Telekom-trøje på overkroppen og en forestilling om sig selv som Tour de France-rytter i hovedet.
Som 10-årig startede han derfor i cykelklubben ABC, der holder til i Husum. Her var trænerne fra den gamle skole. De kørte selv uden cykelhjelm, men gerne med en smøg i munden, og trænernes holdning til væskeindtag var fra en lidt anden verden, end den vi befinder os i i dag.
”En af trænerne sagde: ’vand er for kællinger’, så han kørte ikke selv med drikkedunke,” forklarer Joakim Brüchmann.
Trænerne satte endda også de yngre drenge til at træne sammen med de ældre – velvidende om, at der var store niveau- og fysiologiske forskelle.
”Jeg var helt most, når jeg kom hjem, men det var nok sundt at få de tæsk. Jeg fortsatte kun med at cykle, da jeg ikke ville skuffe min far. Det var jo noget, vi havde sammen,” lyder det fra Joakim Brüchmann.
Han blev langsomt bedre og bedre, og som 12-årig begyndte han at køre licensløb. Han vandt ikke løbene, men kom ind i den bedre tredjedel. Joakim Brüchmann var dog ikke helt tilfreds, så i en ganske ung alder begyndte han at leve forholdsvis ’professionelt’, hvor fokus på kost, restitution og søvn kom i fokus. Men især træning var et fokuspunkt.
”Jeg udviklede et killer-mindset. Jeg var aldrig det største talent, men for at blive bedre skulle jeg træne hårdere end de andre. Selv i regn eller sne skulle jeg bare ud at træne,” udtaler han.
At Joakim Brüchmann udviklede et killer-mindset, understreges kun af, at han på et tidspunkt fik foretaget en såkaldt laktakttest, hvor syregrænsen måles. Joakim Brüchmann havde ikke en højere syregrænse end andre ryttere, men han var bedre til at æde sig selv.
”Målingerne viste, at jeg kunne arbejde med laktat i kroppen over længere tid end de andre,” siger han, inden han følger op.
”Det fede ved cykelsporten er, at input = resultater. Jeg kunne se, at mit input i form af træning og en professionel tilgang gav resultater.”
Landsholdsdrømmen
Med ekstra blod på tanden, satte han sig derfor et mål om, at han gerne ville på landsholdet. Han var egentlig godt på vej, da han var blandt de bedste fem ryttere på Sjælland. Et helt forfærdeligt 2005 satte dog en midlertidig stopper for drømmene. Han havde brækket armen i løbet af vinteren, så to og en halv måned i gips rimede ikke på træning på landevejene. Joakim Brüchmann kørte omkring 12 timer om ugen på en indendørs hometrainer derhjemme for at være klar til sæsonstarten i april.
”Jeg satte mig et mål om, at jeg ikke ville træne mindre på grund af den brækkede arm. Jeg syntes, det var så kedeligt at køre på hometraineren, men jeg gjorde det alligevel,” siger han.
Det hårde input gav resultater, og han stod knivskarp til sæsonstarten. I fjerde løb styrtede han dog og brækkede lårbenet. Det var et kritisk brud, og lægerne var ikke sikre på, om han ville kunne cykle igen, eller om benet ville stoppe med at vokse, da bruddet havde ramt en vækstzone i knoglen. Heldigvis var det ikke tilfældet, og resten af året gik med at komme ovenpå igen og genoptræne.
Skaderne gjorde ham endnu mere professionel i sin træning, og så gav de ham et drive til at vise, at han ikke var afskrevet. Han ville på landsholdet.
Det skete også, og som juniorrytter kørte han med ryttere som Rasmus Guldhammer, Christopher Juul-Jensen og Sebastian Lander. Her fik de skræddersyede træningsprogrammer på op mod 30 om ugen.
”Jeg var stolt, da jeg jo havde trænet som en gal for det de to forgangene år. Jeg var nok den i truppen, der havde arbejdet mest for det. Jeg levede virkelig efter tanken om, at input = resultater,” siger han.
Verdensmestrene
Joakim Brüchmanns cykelkarriere peakede i juniortiden. Her kørte han blandt det legendariske monument Paris-Roubaix – godt nok for juniorerne, men stadig et hårdt, respekteret løb.
To ryttere, der senere blev verdensmestre på eliteniveauet var også finde i feltet den dag: Peter Sagan, der er tredobbelt verdensmester anno 2015, 2016 og 2017, samt Michal Kwiatkowski, der er verdensmester anno 2014.
Joakim Brüchmann husker tydeligt løbet.
”Det er nogle hårde hunde, der kører sådanne løb. Når du selv har været på de brosten, ved du hvor sindssygt, det er. Det var rent anarki, hvor vi gav hinanden lammere for at vinde positioner i feltet. Vi kørte i høj solskin, så de belgiske og franske forældre hældte vand ud på brostenene for at gøre dem glatte i håb om drama. For mig er forårsklassikerne alt dét, cykelsporten kan i forhold til at arbejde hårdt og at æde sig selv. Det taler til mit killer-mindset,” siger han med et stålfast blik.
Det hårde stop
Joakim Brüchmann tog på cykelefterskole efter 9. klasse. Året stod i cykelsportens tegn, men han kunne godt mærke, at det var på tide at lave noget andet med sit liv.
Drømmen om at komme på landsholdet var opnået, og så stod han ved en skillevej: satse på en professionel karriere eller gå den boglige vej. Her valgte han den sidste.
”Jeg er glad for de valg, jeg har taget. De er lidt mere langsigtede, selvom det vidste jeg ikke dengang. Jeg har altid haft et godt hoved, så jeg havde muligheden for at gå den boglige vej. Jeg tror alligevel ikke, at jeg ville have endt ud som professionel cykelrytter. Jeg havde ikke talentet til det. Jeg kørte blandt andet med Sebastian Lander, som var det største talent på det tidspunkt, og jeg kan se, hvor svært han har haft det med at skabe en karriere,” siger han.
Det brugbare fra cykelsporten
Fast forward til i dag, hvor Joakim Brüchmann har en kandidatgrad i økonomi, arbejdet hos Goldmann Sachs i London og nu er medstifter af Pluto.markets.
Tiden som cykelrytter har været en stor del af hans liv, men han drager stadig stor nytte af de kompetencer, han fik dengang.
”Cykelsporten har gjort mig dygtig til at eksekvere. Jeg har stadig mindsettet om, at input = resultater. Hvis noget ikke lykkes, må jeg bare arbejde hårdere for at få det til at ske,” siger han, inden han følger op med en ny pointe.
”Cykelsporten har givet mig en evne til at presse mig selv. Dét drive har jeg taget med videre. Jeg er konkurrencemenneske, og jeg ser Pluto.markets’ rejse som en slags sport, jeg vil vinde. Det er de små marginaler, der er forskellen på sejr og nederlag. Jeg har været vant til at optimere søvn, kost og træning, så blikket for de små detaljer, har jeg taget med videre som iværksætter.”
Derudover har han taget en meget direkte kommunikationsstil fra cykelverdenen med ind i iværksættertilværelsen. Noget, han selv trives i, men også lægger an til konflikter med medarbejdere og samarbejdspartnere. Her er der nemlig ikke tid til at spørge ’Hvordan har du det så i dag?’, men mere ’Gør det her nu!’.
Cykelsporten har stadig en stor plads i Joakim Brüchmanns hjerte. Han spiller ofte cykelbrætspil med vennerne, triller en tur i ny og næ, og så ser han alle de cykelløb, han kan komme til.
Måske kommer den til at fylde endnu mere i fremtiden. Han har nemlig en søn på to år, han gerne vil have til at dyrke sport, når alderen er til det. Det behøver dog ikke nødvendigvis at være cykling.
”Sportsmiljøer giver en god arbejdsmoral. Det er sundt at få nogle tæsk, man skal rejse sig fra igen. Det giver et solidt fundament til ens videre liv. I nutidens samfund kan det til tider godt blive lidt for blødt, men her kan sportsmiljøer give dig en hårdhed. Det vil jeg gerne give videre til min søn,” siger Joakim Brüchmann.
