Danmarks tidligere statsminister bliver medlem af bestyrelsen i et amerikansk cybersikkerhedsselskab.
Euroinvestor kan oplyse, at Helle Thorning-Schmidt træder ind i bestyrelsen hos Palo Alto Networks.
En nyhed, det amerikanske cybersikkerhedsselskab også selv har udgivet en pressemeddelelse om.
I pressemeddelelsen fremgår det desuden, at tidligere direktør for UBS Group, Ralph Hamers, ligeledes bliver en del af bestyrelsen.
Direktør for Palo Alto Networks, Nikesh Arora, er glad for de to nye ansigter.
”Det er en fornøjelse at byde to visionære ledere, Helle og Ralph, velkommen i vores bestyrelse, idet vi fortsætter vores engagement i at udvide den globale rækkevidde af vores forretning,” udtaler han.
I sit nye virke bliver Helle Thorning-Schmidt helt konkret en del af sikkerhedsudvalget samt udvalget for ledelse og bæredygtighed.
Ikke eneste toppost
Helle Thorning-Schmidt forlod dansk politik, da hun stoppede som statsminister i 2015.
Herefter kastede hun sig over bestyrelsesarbejde, og den nye post hos Palo Alto Networks er altså ikke hendes eneste af slagsen.
Hun sidder for tiden i bestyrelsen i Vestas Wind Systems og Edelman, og så er hun medlem af DBUs Governance- og Udviklingskomité. Dertil er hun medformand for Meta Platforms tilsynsråd.