Salesforce-aktien steg 12 procent på eftermarkedet onsdag, efter at softwareselskabet offentliggjorde et regnskab og en fremtidsudmelding, der begge slog Wall Streets forventninger. Det skriver CNBC. Ifølge en pressemeddelelse fra Salesforce var der tale om et af selskabets bedste kvartaler nogensinde. Selskabet leverede et justeret resultat per aktie på 5,90 dollar mod ventede 3,27 dollar, mens […]
Salesforce-aktien steg 12 procent på eftermarkedet onsdag, efter at softwareselskabet offentliggjorde et regnskab og en fremtidsudmelding, der begge slog Wall Streets forventninger. Det skriver CNBC. Ifølge en pressemeddelelse fra Salesforce var der tale om et af selskabets bedste kvartaler nogensinde.
Selskabet leverede et justeret resultat per aktie på 5,90 dollar mod ventede 3,27 dollar, mens omsætningen landede på 11,3 milliarder dollar, en stigning på 11 procent i forhold til samme kvartal sidste år. Nettoresultatet blev 3,53 milliarder dollar, en stigning på 87 procent.
“Et af vores bedste kvartaler nogensinde”
“Vi leverede lige et af vores bedste kvartaler nogensinde og præsterede over forventning på tværs af alle vores nøgletal. AI skaber værdi i alle lag af vores platform,” siger topchef Marc Benioff ifølge pressemeddelelsen. Selskabets AI-produkt Agentforce voksede 240 procent og nåede en årlig omsætning på over 1,5 milliarder dollar.
En stor del af fremgangen skyldes desuden en gevinst på 2,6 milliarder dollar på selskabets aktiepost i Anthropic, der i maj blev værdisat til 965 milliarder dollar. Salesforce har samtidig hævet sin forventning til årets omsætning til mellem 46,1 og 46,4 milliarder dollar.
Nyt Claude-plugin og store kontrakter
Salesforce annoncerede samtidig et nyt plugin til Anthropics AI-model Claude, der kan skrive mails for sælgere, forsyne dem med information og opdatere kundedata gennem en chat.
I løbet af kvartalet landede selskabet desuden en kontrakt på 1,6 milliarder dollar med det amerikanske veteranministerium og annoncerede planer om at opkøbe kundeserviceselskabet Fin for 3,6 milliarder dollar – en handel, Salesforce nu venter lukker tidligere end planlagt, i løbet af tredje kvartal.