Over 2.000 gæster var med i Lokomotivværkstedet, da Salesforce kom til Danmark med den populære Agentforce World Tour. Fokus var på gennemtestede agenter – og masser af netværk i det særlige community. ”Det er fantastisk at mærke den enorme opbakning i dag. Jeg bliver helt høj af energien – at se kunderne vidensdele på tværs […]
Over 2.000 gæster var med i Lokomotivværkstedet, da Salesforce kom til Danmark med den populære Agentforce World Tour. Fokus var på gennemtestede agenter – og masser af netværk i det særlige community.
”Det er fantastisk at mærke den enorme opbakning i dag. Jeg bliver helt høj af energien – at se kunderne vidensdele på tværs og mærke den synergi, der opstår i rummet. Det giver utrolig meget værdi.”
Ordene kommer fra Leyla Elif Aksoy – Deputy Country Manager for Salesforce i Danmark. Hun sidder i Lokomotivværkstedets have, som en torsdag i april summer af liv ved frokosttid. Mange deltagere tager lige en lille pause i forårssolen.
”Det unikke ved Salesforce er vores stærke community. Vi kalder dem ’Trailblazers’ – det er mennesker, der ikke bare bruger teknologien, men som aktivt uddanner sig og driver innovationen fremad,” siger Leyla Elif Aksoy. Hun uddyber:
”Det er et tæt økosystem, hvor vi møder de samme passionerede ansigter til vores events. De lærer hinanden at kende på tværs af brancher, både her og via vores onlineplatform, Trailhead. Her dygtiggør de sig i alt fra blød ledelse til den nyeste Agentic AI. Det skaber en dybere forståelse for den digitale transformation, vi står midt i, og gør dem i stand til at flytte deres forretning hurtigere.”
Salesforce-community
Inde bag de store ruder pibler folk rundt fra stand til stand, mens den ene præsentation efter den anden kører på de forskellige scener. De fleste er danskere, men ikke alle.
Juuso Nurmela er kommet fra Helsinki. Han er Salesforce-specialist hos finske Documill – en softwarevirksomhed, der tilbyder en alt-i-én løsning til automatisering af dokumentarbejdsgange. Primært designet til Salesforce-brugere.
”Vi er her for at møde vores kunder i Danmark og for at udvide vores forretning her,” siger han.
Hvad synes du om atmosfæren?
”Det er et community, og atmosfæren i de her events er virkelig god, fordi det er et økosystem omkring Salesforce. Når du har været en del af det et par år, begynder du at kende folk.”
Hvad tager du med hjem?
”Forhåbentlig en spand fuld af leads, som gerne vil tale med os igen. Vi har haft mange interesserede forbi.”
Lidt fra ham, på en anden stand, står Martin Hansen fra OneNine – en dansk IT-virksomhed med fokus på Salesforce.
”Vi er her for at promovere vores Sales Cloud og vores ydelser inden for Salesforce. Men også for at promovere vores andet ben – advisory-delen,” siger han.
Hvilken værdi giver Salesforce-samarbejdet for jer?
”Det er en vigtig generator for at få vores forretning ud i flere markeder – men også for at lære vores konkurrenter og partnere at kende. Hvad interesserer de sig for? På den måde kan vi få tunet forretningen ind på dét, der er højaktuelt. Vi kan alle sammen sige, at AI er supervigtigt, men hvad vil kunderne gerne have mere præcist? Hvad er det for nogle udfordringer, de primært tumler med?”
Hvordan er stemningen her i dag?
”Det er en superfed stemning. Her er masser af gode indlæg, og der er stor interesse for at komme hen. Kundesegmentet kommer hen og spørger – hvad er det, vi kan få ud af jer? Hvad er det, I kan? Desuden er vi også interesserede i samarbejdspartnere – hvad kan vi levere sammen? Det mærker vi også interesse for fra andre.”
En holistisk kunderejse
Tilbage i haven vrimler sultne Salesforce-specialister stadig rundt, især ved foodtrucken – hvis de da ikke har taget en af de lækre sandwich indenfor.
Vokser andelen af trailblazere?
”Ja, det gør den. Både i Danmark og i udlandet. Vores events bliver støt større for hvert år,” siger Leyla Elif Aksoy.
Hvad kan Salesforce, som andre løsninger ikke kan – hvis vi skal skære ind til kernen?
”Hvis vi skærer helt ind til kernen, så tilbyder vi et holistisk 360-graders overblik over kunderejsen. Salesforce er ikke bare en portefølje af enkeltstående teknologier; det er en samlet platform, hvor synergien mellem produkterne betyder, at 1+1 giver 5. Vi har en fuldstændig åben arkitektur, hvilket gør det muligt at integrere problemfrit med alle andre teknologier i kundens økosystem.”
Med fokus på AI-agenter
Salesforce har arbejdet med AI-teknologi i næsten ti år, så det er blevet en naturlig del af processerne.
”AI er en naturlig forlængelse af vores produkter. Det er ikke en teknologi, vi blot har købt og klistret ovenpå – det er født ind i platformen og er noget, vi kontinuerligt videreudvikler,” siger Leyla Elif Aksoy. Hun tilføjer:
”Når AI arbejder både for dig og med dig, skaber det en enorm værdi. Vi ser ikke AI som en erstatning for mennesker, men vi tror på, at de medarbejdere, der forstår at bruge AI, vil overhale dem, der ikke gør. Det kræver en nysgerrig tilgang og en vilje til at omfavne teknologien. Gør man det, åbner der sig et kæmpe potentiale for at øge effektiviteten og kreativiteten – både personligt og på virksomhedsniveau.”
Hvordan sikrer Salesforce, at agenterne ikke fabulerer på den ene eller den anden måde?
”Tillid er vores vigtigste værdi. Vi implementerer det, vi kalder ’guardrails’ via vores Einstein Trust Layer. Det er rammer, der præcist definerer, hvad agenterne må og ikke må, og hvilke data de har adgang til. Det sikrer, at vores kunder kan have fuld tillid til de beslutninger og svar, agenterne leverer.”
Et roadshow af events
Agentforce World Tour er egentlig et roadshow af events, der kører over hele verden.
Dreamforce er det største event, og det kører i september i San Francisco. Som opfølgning på Dreamforce har Salesforce en række events i store byer verden over.
Mange kunder er med på rundrejsen – og er på scenen mange steder, men i Lokomotivværkstedet er det trods alt primært de lokale kunder. Altså økosystemet i Danmark.
Majken Nielsen er senior director i Salesforce Danmark og marketingansvarlig i Nordeuropa. Hun forklarer, at en stor del af strategien er at have kunder på scenen, så de kan fortælle, hvad de får ud af at bruge Salesforce-teknologi.
”Vi er da stolte, når vi kan få kunderne til at komme på scenen og fortælle om, hvordan de har succes med vores teknologi. Vi er meget glade for den opbakning.”
Hvad er det ellers, Salesforce kan med AI-agenter?
”Hvis man bruger vores platform til at integrere med andre systemer, så vil vores AI-agenter kunne gå ind i den relevante kontekst og hjælpe virksomheden med at optimere og automatisere – og udføre processer uden at hallucinere,” siger Majken Nielsen og uddyber:
”Mange kunder har allerede samlet deres vigtigste forretningsdata på Salesforce-platformen – fra salg og pipeline til marketing, service og kundeinformation. Det betyder, at AI-agenterne kan arbejde direkte med de data, virksomheden allerede bruger, og sætte dem ind i den rette kontekst. Det gør dem i stand til at optimere, automatisere og understøtte processer på et langt mere præcist grundlag. Det er nok den største fordel.”
Salesforce bruger desuden egen teknologi selv.
”Vi går forrest, kan man sige – al vores teknologi er testet hos os, inden vi sælger det til kunderne. Vi kan også se, at de cases i markedet, der aktivt bruger vores agenter, har ekstremt gode resultater.”