AI-porno: Debat om OpenAI’s nye ‘adult mode’

Sam Altman præsenterer ChatGPT med search-funktion – AI-søgning i konkurrence med Google
Sam Altman er CEO i OpenAI, selskabet bag ChatGPT. Foto: Shutterstock / grafik: Gustav Hansson

Udviklingen af kunstig intelligens skaber store muligheder for AI-porno, og det giver nye etiske dilemmaer. En ny funktion i ChatGPT – adult mode – skal give brugere mulighed for at føre erotiske samtaler med chatbotten. Udviklingen har udløst heftig debat i USA om teknologi, ansvar og beskyttelse af brugere. Planen blev oprindeligt præsenteret af OpenAI’s […]

Udviklingen af kunstig intelligens skaber store muligheder for AI-porno, og det giver nye etiske dilemmaer. En ny funktion i ChatGPT – adult mode – skal give brugere mulighed for at føre erotiske samtaler med chatbotten. Udviklingen har udløst heftig debat i USA om teknologi, ansvar og beskyttelse af brugere.

Planen blev oprindeligt præsenteret af OpenAI’s CEO, Sam Altman.

Hans argument var, at voksne mennesker bør have frihed til selv at vælge, hvordan de bruger teknologien. Derfor foreslog han, at ChatGPT i fremtiden skal tillade seksuelle samtaler med voksne brugere. I dag er sådant indhold ellers forbudt på platformen.

Tiltaget blev hurtigt mødt med bekymring – både internt i virksomheden og blandt eksterne rådgivere. Det skriver Wall Street Journal. OpenAI har nemlig et rådgivningsråd bestående af eksperter inden for psykologi og neurovidenskab, som skal vurdere de sociale konsekvenser af nye AI-funktioner. Under et møde i januar 2026 udtalte rådet stærk kritik af planerne.

Kan give afhængighed

Eksperterne frygter især, at erotiske samtaler med en kunstig intelligens kan skabe en usund følelsesmæssig tilknytning mellem brugere og chatbotten.

Når en AI er designet til at være empatisk og tilgængelig døgnet rundt, kan nogle mennesker begynde at udvikle meget stærke relationer til den. Ifølge Wall Street Journal henviste Open AI-rådet til sager, hvor brugere har udviklet intense følelsesmæssige bånd til chatbots. Det har nemlig flere gange haft alvorlige konsekvenser for brugerens mentale helbred.

En anden central bekymring handler om mindreårige.

Og selv hvis funktionen kun er beregnet til voksne, er det svært at garantere, at unge ikke får adgang til indholdet. OpenAI arbejder derfor på et system, der kan vurdere brugeres alder automatisk. Problemet er, at sådanne systemer ikke er perfekte – og aldrig bliver det.

Går ikke planken ud

På grund af disse udfordringer har OpenAI valgt at udskyde lanceringen af deres adult mode. Funktionen var oprindeligt planlagt til at blive introduceret i løbet af årets første kvartal.

Men Open AI har nu meddelt, at projektet er forsinket. Officielt skyldes det blandt andet prioritering af andre produkter, men den tror de færreste på.

Selv når funktionen engang bliver lanceret, vil der være klare begrænsninger. OpenAI planlægger for eksempel kun at tillade tekstbaserede samtaler, mens generering af erotiske billeder, videoer eller stemmer fortsat vil være blokeret. Derudover vil visse typer indhold fortsat være strengt forbudt, herunder situationer uden samtykke eller enhver form for indhold, der involverer børn.

En gammel diskussion

Diskussionen om AI og erotik er ikke ny. Historisk set har seksuelt indhold ofte været blandt de første anvendelser af nye teknologier – fra fotografi og film til internettet og virtual reality. Inden for AI eksperimenterer mange virksomheder i høj grad med chatbots, der kan indgå i intime eller romantiske relationer med brugere.

Det er et marked, vi kommer til at se udfolde sig. Om man kan lide det eller ej.

Derfor handler debatten om adult mode i sidste ende ikke kun om én funktion i ChatGPT. Den afspejler en større samfundsmæssig diskussion om, hvordan man balancerer teknologisk innovation, personlig frihed og ansvarlighed.

Spørgsmålet er, hvor grænsen skal gå, når kunstig intelligens mere og mere kommer til at ligne os mennesker.

FAKTA: AI og erotik

Kunstig intelligens spiller en voksende rolle i den digitale sex- og datingkultur.

AI-chatbots kan i dag simulere romantiske eller erotiske samtaler, og undersøgelser viser, at mange unge voksne har prøvet at chatte med en AI, der efterligner en romantisk partner.

Teknologien bruges også i pornoindustrien, hvor AI kan skabe billeder, videoer eller virtuelle partnere. Samtidig advarer forskere om risici som følelsesmæssig afhængighed, ensomhed og overdreven brug af chatbots. 

Et andet problem er misbrug af teknologien, for eksempel deepfake-porno, hvor rigtige personers ansigter indsættes i sexvideoer uden samtykke. 

Derfor diskuterer eksperter og politikere i stigende grad behovet for regulering og bedre beskyttelse af brugere – især børn og unge.

Læs mere:

Sidst opdateret: 17. marts 2026

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Abonnér på 24Victorias nyhedsbrev og få unik indsigt i startups, innovation og teknologi – direkte i din indbakke.

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Er du interesseret i tech & startups?

Du modtager en mail med særligt udvalgte artikler tirsdag og fredag.