Sådan fik Sam Altman techgiganterne bundet til OpenAI

sam-altman-openai-techgiganter
Sam Altmann er CEO for Open AI. Illustration: Gustav Hansson

I praksis har Sam Altman gjort OpenAI så stor, at den nu er ‘too big to fail’. Topchefen har nemlig overbevist Silicon Valleys giganter om at knytte deres fremtid til hans virksomhed, skriver Wall Street Journal. For nylig fortalte Sam Altman, at OpenAI’s mål er at opbygge computerkapacitet på 250 gigawatt inden 2033 – til […]

I praksis har Sam Altman gjort OpenAI så stor, at den nu er ‘too big to fail’. Topchefen har nemlig overbevist Silicon Valleys giganter om at knytte deres fremtid til hans virksomhed, skriver Wall Street Journal.

For nylig fortalte Sam Altman, at OpenAI’s mål er at opbygge computerkapacitet på 250 gigawatt inden 2033 – til en pris på over 10 billioner dollar. Eller nok til at forsyne et land som Tyskland med strøm.

På børsen har investorerne taget ham på ordet. Aktiekurserne for Oracle, Nvidia, AMD og Broadcom steg alle kraftigt efter OpenAI-relaterede aftaler de seneste to måneder – og øgede tilsammen deres markedsværdi med 630 milliarder dollar, ifølge Wall Street Journal.

Techgiganterne og Sam Altman

Det handler om at være tæt på Sam Altman for de store techchefer. For eksempel var Nvidias CEO, Jensen Huang, på rejse i Asien i anledning af det kinesiske nytår, da SoftBanks topchef, Masayoshi Son, stod ved siden af Sam Altman ved Det Hvide Hus for at præsentere, hvad der blev kaldt verdens største AI-infrastrukturprojekt. Og det var Jensen Huang angiveligt stærkt utilfreds med.

I næsten et årti havde Nvidias direktør leveret de AI-chips, der drev OpenAI’s fremgang, og Jensen Huang ønskede selv at være den, der stod ved siden af Sam Altman ved en så stor annoncering. Kort efter fremlagde Nvidia i al hemmelighed et lignende forslag for OpenAI – for at skubbe SoftBank ud og selv finansiere nye datacentre. Forhandlingerne endte med en aftale på 100 milliarder dollar, offentliggjort på Nvidias hovedkvarter i Santa Clara i september.

”Dette er det største computerprojekt i historien,” sagde Jensen Huang.

Sam Altman havde måske ikke til hensigt at give Jensen Huang FOMO – frygten for at gå glip af noget – men det gjorde han. For at realisere sin vision om næsten ubegrænset computerkraft har Sam Altman indgået en bølge af aftaler, hvor han ifølge Wall street Journal spiller Silicon Valleys giganter ud mod hinanden, mens de kappes om at få del i OpenAI’s fremtidige vækst.

Voldsomt kapløb

Resultatet er et kapløb, der har bundet verdens største chip- og cloud-selskaber – og store dele af den amerikanske økonomi – tæt til OpenAI og altså har gjort virksomheden ‘too big to fail’. Alle satser nu på en startup, der stadig er langt fra at give overskud og står over for stigende udfordringer.

”De mest succesfulde mennesker, jeg kender, tror på sig selv næsten til det punkt, hvor det grænser til det urealistiske,” skrev Sam Altman i 2019. Han tilføjede: ”Selvtillid alene er ikke nok – du skal også kunne overbevise andre om det, du tror på.”

Netop den evne har Sam Altman brugt til at samle branchens største spillere. Han har forudsagt en fremtid, hvor AI finder en kur mod kræft, giver skræddersyet undervisning til hvert barn og bliver en uudtømmelig kilde til profit. Og de store techchefer agter at være med på rejsen.

Sidst opdateret: 22. oktober 2025

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Er du interesseret i tech & startups?

Du modtager en mail med særligt udvalgte artikler tirsdag og fredag.