SpaceX forsøger i dag at sende Starship i kredsløb – for første gang

Elon Musk med Starlink-logoet i baggrunden – forbindelse til Teleselskab Tusass og Grønland
Elon Musk ejer Starlink og SpaceX. Foto: Shutterstock

SpaceX gør mandag klar til en historisk testflyvning med sin enorme Starship-raket. For første gang skal rumfartøjet i kredsløb om Jorden, og undervejs skal det sende 26 af selskabets nyeste Starlink-satellitter ud i rummet. Opsendelsen sker fra SpaceX’ egen by, Starbase, i Texas, og vinduet åbner klokken 14.15 dansk tid og varer 75 minutter. Den […]

SpaceX gør mandag klar til en historisk testflyvning med sin enorme Starship-raket. For første gang skal rumfartøjet i kredsløb om Jorden, og undervejs skal det sende 26 af selskabets nyeste Starlink-satellitter ud i rummet.

Opsendelsen sker fra SpaceX’ egen by, Starbase, i Texas, og vinduet åbner klokken 14.15 dansk tid og varer 75 minutter. Den amerikanske luftfartsmyndighed, FAA, gav den 26. september grønt lys til opsendelsen og landingen.

Ingen af de 13 tidligere testflyvninger har haft som mål at nå i kredsløb. Tidligere har rumfartøjet nået rummet og landet i Det Indiske Ocean efter omkring en time, men denne gang skal det rundt om Jorden seks gange i en højde af cirka 275 kilometer, inden det efter knap ti timer lander i Stillehavet ud for Chile.

Nyt pres på varmeskjoldet

Raketten er samlet 124 meter høj og består af boosteren Super Heavy og selve rumfartøjet Starship. Hele systemet er designet til at kunne genbruges fuldt ud og skal kunne løfte mere last i kredsløb til en lavere pris end nogen tidligere raket.

En af de store udfordringer er varmeskjoldet, der skal beskytte rumfartøjet, når det vender tilbage gennem atmosfæren. Ifølge CNN er nogle af Starlink-satellitterne udstyret med kameraer, så de kan fotografere rumfartøjets varmeskjold, når de bliver sendt ud.

Samtidig betyder den nye bane, at SpaceX mister det sikkerhedsnet, de tidligere flyvninger havde, fordi rumfartøjet ikke længere af sig selv falder tilbage mod Jorden. Derfor bruger ingeniørerne omkring 20 minutter på at tjekke systemerne, inden den afgørende motorforbrænding, der skal sende rumfartøjet i kredsløb. Opstår der problemer, kan de vælge at blive på den hidtidige kurs.

Skal bruges til månen og AI i rummet

SpaceX forbereder Starship til en stor testflyvning for NASA næste år og vil bruge raketten til at bringe amerikanske astronauter tilbage til månen.

Ifølge CNBC fortalte SpaceX’ COO, Gwynne Shotwell, desuden på All-In Summit tidligere på måneden, at selskabet også vil bruge Starship til at sende satellitter med AI-regnekraft i kredsløb i 2027. De nye Starlink-satellitter af tredje generation har solpaneler, der producerer dobbelt så meget strøm som de tidligere generationer.

Opsendelsen kan følges live på SpaceX’ hjemmeside og på X.

Kilde: CNBC

Sidst opdateret: 28. september 2026

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Abonnér på 24Victorias nyhedsbrev og få unik indsigt i startups, innovation og teknologi – direkte i din indbakke.

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Er du interesseret i tech & startups?

Du modtager en mail med særligt udvalgte artikler tirsdag og fredag.