Selskabsskatten bliver sænket fra 22 til 19 procent, og regeringen dropper planen om at give små og mellemstore virksomheder kortere tid til at betale moms. Det står i den nye skatteaftale, som regeringen har indgået med Dansk Folkeparti. Efter det oprindelige forslag skulle betalingsfristen for moms forkortes fra 60 til 20 dage for alle små […]
Selskabsskatten bliver sænket fra 22 til 19 procent, og regeringen dropper planen om at give små og mellemstore virksomheder kortere tid til at betale moms. Det står i den nye skatteaftale, som regeringen har indgået med Dansk Folkeparti.
Efter det oprindelige forslag skulle betalingsfristen for moms forkortes fra 60 til 20 dage for alle små og mellemstore virksomheder. Det gælder nu kun de store virksomheder.
Ifølge SMVdanmark slipper omkring 310.000 virksomheder dermed for den kortere frist.
“Det er en rigtig god nyhed for hundredtusindvis af små og mellemstore virksomheder,” siger Jakob Brandt, administrerende direktør i SMVdanmark.
Ifølge en undersøgelse fra SMVdanmark var otte ud af ti af de små og mellemstore virksomheder bekymrede for forslaget, og hver ottende mente, at det ville true deres overlevelse.
“Regeringens oprindelige forslag svarede til at bede en lønmodtager betale skat af sin løn, inden lønnen var udbetalt,” siger Jakob Brandt.
Selskabsskatten falder til 19 procent
Selskabsskatten bliver sænket gradvist. I 2027 falder den med 0,5 procentpoint, i 2028 med i alt to procentpoint, og fra 2029 lander den på 19 procent.
Derudover afsætter aftalen 300 millioner kroner fra 2028 til blandt andet at lette byrderne for virksomhederne. Samtidig bliver loftet for, hvor meget man kan indbetale på en aktiesparekonto, hævet til 514.600 kroner.
“Vi gør det meget mere attraktivt at investere i aktier,” siger Jakob Engel-Schmidt (M), skatte- og vækstminister.