Steffen W. Frølund er serieiværksætter, investor og medlem af Folketinget for Liberal Alliance. Sammen med en række andre kendte foundere har han startet et nyt venture-setup, som hitter i USA, men endnu ikke er særlig kendt herhjemme.
For fire år siden fandt Steffen W. Frølund sammen med nogle venner og bekendte, som også lavede angel-investeringer, for at diskutere innovative måder at gå ind i nye virksomheder.
”Det startede lidt som en hyggeklub over et glas rødvin. Men med tiden tænkte vi, at hvis vi slog os sammen og kun betalte en tredjedel af investeringerne – og kun tog en tredjedel af risikoen – kunne det være interessant sammenholdt med, at vi kommer med ekspertise. Vi har alle sammen prøvet at starte virksomheder,” siger han.
Småt er godt
I denne uge kunne Steffen W. Frølund så annoncere på LinkedIn, at den nye venturekapitalfond, Likeminded VC, er i gang og har rejst 28 millioner – hvilket jo ikke er voldsomt meget i VC-kapital, og det er netop pointen. Det kommer vi til.
Udover en lang række erfarne investorer og foundere om bord er ’the core team’, som de kalder sig: Vincens Riber Mink, Mikael Bondum, Jonatan Hjortdal og så Steffen W. Frølund, som uddyber rødvinsrejsen:
”Vores projekt tog fart, da to af vores investeringer kom med i Y Combinator. Med det i hånden steg vores selvtillid, og andre havde lyst til at putte penge ind. Vi var efterhånden et lille syndikat på otte folk, som investerede sammen – og det er der kommet 23 early stage-investeringer ud af. Ved årsskiftet 2025 havde vi så brugt den sidste sum, vi havde samlet sammen, og vi tænkte: Hva’ nu?”
Et særligt koncept
Steffen W. Frølund og hans partnere mente, deres model var god og lovende, og de var ikke klar til at slippe den.
”Vi ville gerne sætte det op som en reel venturefond med over 30 spændende folk i det danske investormiljø, og nu har vi så rejst 28 millioner kroner. Ikke alle er med til at eje managementselskabet – her er vi fire, der står for det, men alle er delejere af fonden.
En del af pointen er at innovere på, hvordan en mindre fond kan fungere. I USA har de masser af micro VCs – men det har vi ikke rigtigt i Danmark,” siger han og uddyber:
”Herhjemme ser vi de klassiske fondsetup, hvor man tager et administrationsgebyr, måske to procent af fondens værdi, som er til at betale sig selv løn, kontor etc. Men fordi vi alle sammen er i gang med noget andet – så skal vi ikke bruge løn eller kontor. Og siden vi ikke tager løbende gebyrer, åbner det op for alle mulige andre spændende ting, som måske er blevet lidt overset i Danmark.”
Mellem angels og fonde
Likeminded VC vil ikke investere ’særlig meget’ per selskab, som Steffen W. Frølund udtrykker det – omtrent 1,5 millioner kroner.
”Vi kan se, at vi egentlig kan være med i lige så mange investeringer som de store fonde, men vores setup åbner for, at vi ikke behøver være dem, der leder investeringsrunden,” siger han og uddyber:
”Vi kan være med lidt som en angel-investor. En typisk model vil være, at der er en større fond, der leder det, og så er vi med – og så en angel eller to. Modellen indebærer, at det ikke ville kunne lade sig gøre uden en stor fond, og den model eksisterer ikke rigtig i det danske marked – altså micro VCs.”
Har I skelet til USA i processen?
”Ja, det har vi da skelet til, og vi har ikke opfundet den dybe tallerken, men er måske lidt væltet ind i det her koncept. For det er præcis, hvad man kalder en micro VC i USA. En fordel er også, at mens de store fonde altid er i konkurrence med hinanden og har svært ved at dele et projekt, kan vi være med i flere store cases.”
Hva’ så, når I ser en ekstra spændende case og ønsker at smide mere ind?
”Vores folk kan lægge mere, hvis de ønsker det. Hvis man ønsker en follow-up-investering, så vinker vi ikke bare farvel til casen. Vi vil typisk høre om muligheden – de leder efter så og så mange penge, og vi er ikke med, men giver det videre. Hvem har lyst til at være med? Den indsigt får man ved at være med i netværket, og hvis nogen kan blive enige, så har de muligheden.”
Det lyder jo som et oplagt koncept. Hvorfor har vi ikke set micro VCs i Danmark før?
”Det er måske svært at organisere. 30 dygtige folk i startupmiljøet, som vi har, er ikke så nemt at samle. Mange af de VCs, der er i USA, er kendetegnet ved en rig tidligere founder, der lægger meget ind, altså en enkelt person, der driver det. Dem er der bare ikke så mange af i Danmark – de er der, men det er også et spørgsmål om volumen.”
Er der et uudnyttet potentiale for micro VCs i Danmark?
”Ja, der er helt klart et uudnyttet potentiale for micro VCs i Danmark. Vi ligger lige i sweetspottet mellem business angels og VC-fonde. Vi kan levere mere end en typisk business angel og har adgang til at komme ind i spændende selskaber. Vi lægger til gengæld mindre end en normal venturekapitalfond, men kommer altså med 30 menneskers ekspertise, og vi er gode til at give værdi til en founder. Vi kalder os for the investor we wish we had. Og vi er ikke så farlige – vi er open for business.”