Danmark har en af de lavere selskabsskatter i OECD. Det viser en ny analyse udarbejdet af Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd.
En dugfrisk analyse foretaget af Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd viser, at Danmark har en af de lavere selskabsskatter i OECD. Det fremgår af en pressemeddelse udsendt af Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd selv.
Helt konkret er den danske selskabsskat på 22 procent, hvormed der er 21 lande i OECD, som har en højere selskabsskat end Danmark. Hvis vi skal sammenligne os med vores nabolande, så har Norge også en selskabsskat på 22 procent, Sverige har en på 20,6 procent, mens Tyskland ligger på 29,9 procent.
Fra politisk hånd har der tidligere været argumenter for at sænke selskabsskatten for at øge Danmarks konkurrenceevne. Det har både Lars Løkke Rasmussen, Dansk Industri og Dansk Erhverv efterspurgt.
Men ifølge Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd nye analyse ser det ikke ud til at være nødvendigt. Analytiker Frederik Olsen udtaler således i den publicerede pressemeddelelse tilknyttet analysen:
”Flere aktører vil sænke den danske selskabsskat. Ofte lyder argumentet, at der er brug for at forbedre konkurrenceevnen. Men den danske konkurrenceevne er blandt de højeste i verden. Samtidig er overskuddet på betalingsbalancen historisk stort, og det danske velstandsniveau tårnhøjt,” siger Frederik Olsen.
Også stærk konkurrenceevne
Den lave selskabsskat er ikke nødvendigvis den udslagsgivende faktor for vores gode konkurrenceevne. Hvis vi kigger på IMD World Competeteiveness Ranking 2024, hvor 64 lande er målt på 256 forskellige punkter, lå vi altså nummer tre – kun overgået af Schweiz på andenpladsen og Singapore på førstepladsen.
Her nævnes vores fleksible arbejdsmarked, høje uddannelsesniveau, store innovationsevner samt kompetente medarbejdere og erhvervsdrivende som årsager til den flotte placering.
Noget, Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd også påpeger i deres analyse.
”Når Danmark er et af de mest konkurrencedygtige lande i verden, skyldes det ikke skattesystemet, men vores sunde og fleksible arbejdsmarked med kompetente lønmodtagere og erhvervsdrivende. Det er mere oplagt at pege på vores veluddannede arbejdsstyrke som katalysator for konkurrenceevnen,” siger Frederik Olsen.