Kevin Bjerring oplevede i sit tidligere startup værdien ved at få medarbejdere og strategi til at harmonere. Det fik den matematiske serieiværksætter til at udvikle en ligning for, hvordan man sikrer engagement i sin organisation ved hjælp af kunstig intelligens. Kevin Bjerring har altid været meget matematisk anlagt og afprøvede både uddannelser som aktuar og […]
Kevin Bjerring oplevede i sit tidligere startup værdien ved at få medarbejdere og strategi til at harmonere. Det fik den matematiske serieiværksætter til at udvikle en ligning for, hvordan man sikrer engagement i sin organisation ved hjælp af kunstig intelligens.
Kevin Bjerring har altid været meget matematisk anlagt og afprøvede både uddannelser som aktuar og civilingeniør, før han fandt ud af, at han skulle være iværksætter.
Det var under arbejdet med hans tidligere virksomhed, Cocktail Company, han fandt ud af, hvad det betyder for synergien i en organisation, når man som leder spørger sine medarbejdere, hvad de egentlig føler.
Forretningsmodellen var svært corona-ramt, og virksomhedens strategi skiftede alt efter udfaldet af Mette Frederiksens pressemøder. Så under arbejdet med at få teamet til at trives under de vilkår, blev adfærdsanalyse afgørende for Kevin Bjerring.
Det blev starten på hans virksomhed, Atlas People, som kombinerer software, AI og mennesker for at identificere og løse organisatoriske problematikker.
Handler om at få strategi og HR til at snakke sammen
Hvad der gik op for Kevin Bjerring under arbejdet med Cocktail Company, var, at medarbejdernes individuelle natur og dermed adfærd har en meget stor sammenhæng med arbejdsglæde og resultater.
“Det er vores følelser, der styrer, om vi er i vores rationelle eller dyriske mindset – og for at være i det rationelle, som jo er det mest befordrende for en virksomhed, bliver vi nødt til at være trygge,” siger Kevin Bjerring.
Så hvis man er i en setting, der passer til ens natur, vil man også automatisk skabe bedre resultater, fortæller han og giver et eksempel:
“Hvis du er sådan en type, der har brug for struktur for at kunne være kreativ, fordi det er du vant til hjemmefra – så bliver du nødt til at være i en rolle, hvor der er det,” siger han.
“Man taler rigtig meget om kompetencer, men kompetencerne er hos de folk, der har befundet sig i en setting, deres natur passer til,” fastslår han.
Men rigtig mange mennesker er ikke bevidste om deres egne behov, styrker og svagheder, og det kan være med til at bremse eksekveringen, hvis man har medarbejdere, der ikke udnytter deres fulde potentiale eller måske skaber barrierer for teamets overordnede drift, fortæller Kevin Bjerring.
Da han selv var blevet udkørt af at drive en festvirksomhed under Corona, startede han i stedet Atlas People i slutningen af 2024, som ved hjælp af software skulle få HR og strategi til at tale sammen.
Kan identificere blinde vinkler
“Jeg prøvede ligesom at lave en ligning for, hvordan man sikrer engagement i teamet,” siger Kevin Bjerring, hvis kone er HR Business Partner.
Her begyndte han at nørde i adfærdsanalyse og har i dag udviklet en AI-baseret løsning, der kan foretage disse analyser og derefter holde dem op mod organisationens struktur og strategi.
Så når Atlas går ind i en virksomhed, kombinerer de menneskelig ekspertise, AI og organisatoriske data for at identificere, hvor strategi og eksekvering ikke hænger sammen.
Her foretages blandt andre analyser på medarbejderne, som hver især bliver introduceret for modellens indsigter i deres egne dynamikker.
Og ved hjælp af AI og forskellige organisatoriske data kan Atlas så identificere friktioner – eksempelvis hvor strategi, struktur, roller eller menneskelige dynamikker står i vejen for eksekveringen, fortæller Kevin Bjerring.
Hvem ville være mest hensigtsmæssig til at løse hvilke opgaver? Og hvad ville der ske, hvis X eller Y gjorde mere eller mindre af Z?
| One to Watch Med artikelserien ‘One to Watch’ tegner vi hver uge et portræt af en lovende start- eller scaleupvirksomhed. Vi går 360-grader omkring founderne og deres mission og zoomer ind på teknologien i deres forretningsmodel. Skriv en mail til ms@24victoria.dk, hvis du mener, vi bør høre mere om din virksomhed. |
Identificerer problematikker, men tager ingen beslutninger
På et tidspunkt hjalp Atlas en større organisation, der kort efter ansættelsen af en ny CEO oplevede alvorlige udfordringer i ledergruppen. Flere centrale ledere overvejede at stoppe, beslutninger var gået i stå, og tilliden var udfordret.
Her identificerede Atlas uklare mandater, et mismatch mellem CEO’ens ledelsesstil og organisationens behov samt en kultur, hvor kritisk feedback havde svært ved at komme frem.
Men værktøjet laver blot analyser og identificerer problematikker – den tager ingen beslutninger, fastslår Kevin Bjerring. Indsigterne bruges i stedet som grundlag for den efterfølgende dialog.
Og overvejelserne omkring dette har været et ret vigtigt aspekt.
“Noget af det sværeste ved at bygge lige den her virksomhed har været det etiske aspekt – for hvordan sikrer man, at modellen ikke træffer beslutninger for virksomheden?,” siger Kevin Bjerring.
Ifølge ham er værktøjet nemlig så intelligent, at den i princippet vil kunne fortælle en medarbejder, præcis hvordan vedkommende kan få lønforhøjelse ved sin chef, hvis den blev spurgt – fordi den har så meget indsigt i de involverede personers dynamikker.
Derfor er den bygget, så den ikke løser noget for organisationen – den giver blot indsigter, fortæller founderen.
Fremtidsvisionerne er store
Atlas People har blandt andre hjulpet store virksomheder som Novonesis og Telenor, og har efterhånden arbejdet med over 70 forskellige organisationer.
“Hovedsageligt arbejder vi med globale enterprise virksomheder, som har afdelinger i flere lande – for jo mere kompleksitet og politik, der er, jo større behov kan der være for vores værktøj,” fortæller founderen.
Indtil nu har virksomheden ifølge Kevin Bjerring primært kun haft inbound-salg og oplever større og større efterspørgsel internationalt.
Derfor er fremtidsvisionerne også store:
“Vi skal bare have det her tool så bredt ud som muligt – lige nu er det bare at ‘follow the money’,” fortæller Kevin Bjerring.
Han og teamet står over for en tredje kapitalrejsning og forventer derfor også at rekruttere yderligere i den nærmeste fremtid.
Lige nu består teamet både af softwareingeniører og forhenværende erhvervsdirektører, som hjælper organisationen med at indsamle og omsætte indsigterne til konkrete ændringer.
Og en ting står ret sikkert for Kevin Bjerring – uanset hvor mange kunder, virksomheden får, vil han altid have rigtige mennesker til at håndtere dialogen med de organisationer, Atlas arbejder med.