Byggepladsspecialisten SiteHub har øget både omsætning og indtjening for fjerde år i træk. Nu træder stifter Ulrik Branner tilbage som CEO for at gøre plads til en ny fase med fokus på skalering og international ekspansion. Efter fire år med kraftig vækst skifter den danske byggepladsteknologivirksomhed SiteHub CEO. Stifter og CEO Ulrik Branner træder tilbage […]
Byggepladsspecialisten SiteHub har øget både omsætning og indtjening for fjerde år i træk. Nu træder stifter Ulrik Branner tilbage som CEO for at gøre plads til en ny fase med fokus på skalering og international ekspansion.
Efter fire år med kraftig vækst skifter den danske byggepladsteknologivirksomhed SiteHub CEO.
Stifter og CEO Ulrik Branner træder tilbage og giver posten videre til André Sode, der har været en del af virksomheden siden 2024. Samtidig bliver Branner arbejdende bestyrelsesformand.
SiteHub leverer mandskab og teknologi til blandt andet sikkerhed, logistik, drift og arbejdsmiljø på byggepladser. Virksomheden er siden 2021 vokset fra én til 160 ansatte.
CEO-skiftet kommer samtidig med offentliggørelsen af virksomhedens femte årsregnskab.
Højere indtjening trods lavere vækst
Efter flere år med kraftig vækst har SiteHub i det seneste regnskabsår haft fokus på at konsolidere forretningen.
Omsætningen er fortsat vokset, men væksten har været lavere end i de foregående år. Til gengæld er indtjeningen forbedret.
SiteHubs dækningsbidrag er steget fra 70 mio. kr. til 102 mio. kr., mens driftsresultatet efter afskrivninger, EBIT, er gået fra 11,4 mio. kr. til 12,8 mio. kr.
Samtidig er egenkapitalen vokset fra 19,6 mio. kr. til 29,9 mio. kr., mens soliditeten er steget fra 35 til 39 pct.
Ifølge Ulrik Branner har virksomheden bevidst skruet ned for væksttempoet for at styrke fundamentet under forretningen.
“Efter fire år med meget høj vækst i både omsætning og personale, har vi helt bevidst valgt at skrue lidt ned for temperaturen og fokusere på soliditet og at lægge fundamentet til skalering af SiteHub,” siger han.
Ny CEO skal gøre virksomheden klar til udlandet
Med André Sode som ny CEO flytter fokus sig nu fra at opbygge virksomheden til at skalere den.
Sode kom til SiteHub i 2024 som CFO og COO og har tidligere arbejdet sammen med Branner i blandt andet Saxo Bank.
Hans opgave bliver blandt andet at øge SiteHubs andel af det danske marked, systematisere driften og videreudvikle virksomhedens teknologi.
På længere sigt er ambitionen at ekspandere uden for Danmark.
“Vi har en lille del af det danske marked, og den skal vokse,” siger André Sode.
Han fremhæver samtidig virksomhedens AI-baserede teknologi som en vigtig del af den fremtidige skalering.
Målet er ifølge den nye CEO, at teknologien skal kunne håndtere flere byggepladser med færre hænder, samtidig med at virksomheden kan bevare sin løsning på tværs af byggepladser, der hver især har forskellige behov.
To tidligere topchefer ind i bestyrelsen
CEO-skiftet bliver samtidig fulgt af en styrkelse af SiteHubs bestyrelse.
Anders Wilhjelm, tidligere CEO i Solar og Norican, og Jeff Gravenhorst, tidligere CEO i ISS, træder begge ind i bestyrelsen.
Ulrik Branner fortsætter som arbejdende bestyrelsesformand. Her skal han blandt andet fokusere på virksomhedens internationalisering og den teknologiske udvikling inden for AI.
André Sode tiltræder som CEO den 14. september.