Fintech-virksomheden Franklin vil bygge et AI-drevet finansielt system til webshops og bruge den nye kapital på yderligere at automatisere bogføring, udgifter og afstemning. Det københavnske fintech-startup Franklin har rejst 12 millioner kroner i en seed-runde ledet af True Collective, fremgår det af en pressemeddelelse. Kapitalen skal bruges til at udvikle virksomhedens AI-teknologi, udvide teamet og […]
Fintech-virksomheden Franklin vil bygge et AI-drevet finansielt system til webshops og bruge den nye kapital på yderligere at automatisere bogføring, udgifter og afstemning.
Det københavnske fintech-startup Franklin har rejst 12 millioner kroner i en seed-runde ledet af True Collective, fremgår det af en pressemeddelelse.
Kapitalen skal bruges til at udvikle virksomhedens AI-teknologi, udvide teamet og accelerere ekspansionen til nye markeder og kundesegmenter.
Virksomheden arbejder på at udvikle det, den beskriver som et AI-indbygget finansielt driftslag til e-handelsvirksomheder – med ambitionen om at automatisere en række manuelle økonomiopgaver, som i dag ofte kræver betydelige administrative ressourcer.
Franklin er i dag værdiansat til mere end 80 mio. kr., oplyser founder og CEO Nikolaj Bomann Mertz til 24Victoria.
Vil sætte bogføringen på autopilot
Franklin tilbyder et AI-drevet betalingskort målrettet e-handelsvirksomheder, som automatisk indsamler og matcher kvitteringer fra blandt andet Meta, Google og TikTok.
Målet er at reducere virksomhedens manuelle håndtering betydeligt og gøre bogføring og afstemning mere automatiseret.
Samtidig tilbyder virksomheden 0,5 procent cashback på annonce-, software- og driftsudgifter.
Den nye kapital skal blandt andet styrke Franklins arbejde med såkaldt agentbaseret økonomistyring, hvor AI i højere grad skal kunne håndtere opgaver som udgifter, afstemninger og bogføring.
AI rykker længere ind i økonomifunktionen
“Vi bevæger os fra finansielle værktøjer, der bare viser tal, til AI-agenter, der faktisk udfører arbejdet for dig. Denne runde gør det muligt for os at gentænke måden, vores kunder interagerer med deres økonomi på,” siger Nikolaj Bomann Mertz, founder og CEO i Franklin.
Virksomhedens udvikling peger på en bredere tendens i fintech-sektoren, hvor kunstig intelligens i stigende grad bevæger sig fra analyseværktøjer til aktivt at udføre økonomiske processer.
Netop derfor har True Collective valgt at gå ind i virksomheden:
“Vi er i begyndelsen af et fundamentalt skifte i, hvordan e-handel håndterer sin økonomi. Franklin er unikt positioneret til at blive markedsleder for europæisk e-handel – og potentialet er enormt. Derfor satser vi fuldt ud,” siger Managing Partner i venturefonden Rolf Pedersen.
Et startup med vokseværk
“Siden dag ét har vi oplevet interesse fra andre markeder – men fordi vi kun har været live i to år nu, ville vi gerne være ordentligt etableret på vores hjemmemarked først,” siger Nikolaj Bomann Mertz til 24Victoria.
Virksomhedens løsning bliver brugt af omkring 250 danske virksomheder og er netop begyndt at etablere sig på det hollandske marked.
“Holland er et kompetitivt marked, men til gengæld meget adoptiv ift. ny teknologi på det finansielle område,” fortæller founderen.
I dag er de 15 medarbejdere i Franklin, men i forbindelse med udvidelsen skal de i de kommende måneder rekruttere omkring 10 medarbejdere, fortæller Nikolaj Bomann Mertz.
Læs også: