Christian Herbert bliver ny CEO i Ahlsell Danmark, som er en del af Nordens største distributør af blandt andet værktøj, arbejdstøj, VVS- og elartikler til byggebranchen, installationssektoren og industrien.
Førhen var det Claudio Christensen, men nu er det Christian Herbert, som kan kalde sig CEO i Ahlsell Danmark, der omfatter de fire selskaber Ahlsell Danmark, VVS Trading, Bacher og KJV. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Siden 1. december 2024 har han været kommerciel direktør i Ahlsell Danmark med ansvar for salg, butikker, marketing og digital forretningsudvikling, men nu skal Christian Herbert altså bestride en anden post.
Det er dog en erfaren herre, da han kommer med har stor kommerciel og strategisk erfaring fra branchen. Han har tidligere været co-CEO hos grossisten Lemvigh-Müller, CCO hos byggemarkedskæden Optimera samt haft ledende stillinger i Brdr. Hartmann og Carlsberg Breweries.
Hovedpersonen glæder sig til opgaverne, der venter ham.
”Jeg er glad og beæret over at skulle stå i spidsen for Ahlsell Danmark. Jeg ser frem til at bygge videre på det fundament, der er skabt, og sætte retning og tempo for den videre udvikling – i tæt samarbejde med vores dygtige medarbejdere og med fokus på at styrke kunderejsen og udvide vores position i markedet”, siger Christian Herbert.
Han bliver desuden også medlem af den nordiske koncernledelse. En koncern, som de seneste par år har gennemført flere strategiske opkøb og udvidelser.
I dag er Ahlsell til stede i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen og Polen. Den omsætter for omkring 50 milliarder svenske kroner – svarende til lidt over 33,75 milliarder kroner. Derudover har koncernen over 300 butikker og godt og vel 8.000 medarbejdere.