150 milliarder kroner på vej til AI-gigafabrikker i Europa

Von der Leyen vil lave AI-gigafabrikker
Kommissionsformand Ursula von der Leyen har store AI-planer. Foto: Shutterstock

EU vil finde 200 milliarder euro til AI, og heraf skal de 20 milliarder euro gå til AI-gigafabrikker på kontinentet. EU-staterne skal nu rejse 50 milliarder euro, mens resten af bidragene skal komme fra private investorer og industrien, ifølge planen.

På det stort anlagte AI Action Summit i Paris har EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, lanceret ’InvestAI’ – en ny investeringsplan på 200 milliarder euro til kunstig intelligens.

Og en del af initiativet er at målrette 20 milliarder euro til fire nye såkaldte AI-gigafabrikker i EU.

“AI vil forbedre vores sundhedsvæsen, fremme forskning og innovation og styrke vores konkurrenceevne. Vi ønsker, at AI skal være en kraft for det gode og for vækst, og vi gør det gennem vores egen europæiske tilgang – baseret på åbenhed, samarbejde og talent,” siger Ursula von der Leyen.

AI-gigafabrikker i Europa

EU har allerede de første syv AI-fabrikker på vej i 2025-26. De skal lanceres i Finland, Tyskland, Grækenland, Italien, Luxembourg, Spanien og Sverige (se fakta nederst) – og vil modtage i alt halvanden milliard euro fra EU og medlemsstaterne. Det meddelte Europa-Kommissionen den 10. december 2024.

EU vil nu som en del af det nye initiativ bygge fire nye gigafabrikker, som skal specialiseres i at træne de mest komplekse AI-modeller. De skal rumme ca. 100.000 avancerede AI-chips – det er fire gange mere end de syv planlagte AI-fabrikker.

Gigafabrikkerne skal understøtte forskning og innovation inden for blandt andet medicin, videnskab og industri, og de skal bygges op omkring EU’s netværk af europæiske supercomputere til højtydende databehandling (HPC). Ursula von der Leyen uddyber:

”Vores tilgang skal styrkes yderligere. Derfor vil vi, sammen med vores medlemsstater og partnere, mobilisere en hidtil uset kapital gennem InvestAI til europæiske AI-gigafabrikker. Dette unikke offentligt-private partnerskab vil give alle vores forskere og virksomheder – og ikke kun de største – mulighed for at udvikle de mest avancerede og meget store AI-modeller, der er nødvendige for at gøre Europa til et AI-kontinent,” siger hun.

Sådan skal pengene findes

InvestAI skal fungere som en åben og samarbejdsbaseret platform mellem det offentlige og det private niveau.

Finansieringen sker altså via en kombination af EU-midler, medlemsstaternes bidrag og private investeringer, og her vil InvestAI have en lagdelt struktur, hvor EU-budgettet reducerer investeringsrisikoen, hvilket gør det mere attraktivt for private aktører at bidrage via egenkapital og lån. Finansieringen suppleres af Horizon Europe og Digital Europe, som skal hente investeringer hos private virksomheder og forskningsinstitutioner.

Derudover vil EU gennem InvestEU og Den Europæiske Investeringsbank (EIB) støtte venturekapitalfonde, der investerer i AI-startups og scale-ups.

AI-fabrikkerne bliver åbne for virksomheder i alle størrelser, så private aktører kan samarbejde om udvikling og licensbaseret adgang til AI-supercomputere.

Endelig bliver AI-gigafabrikkerne en pilotcase for strategiske teknologiinvesteringer. Det skal tiltrække store fonde og teknologivirksomheder, som ønsker adgang til Europas AI-infrastruktur og dataressourcer.

Målet er at skabe en åben og samarbejdsdrevet AI-økonomi, hvor offentlige og private investeringer accelererer innovation og vækst.

FAKTA: AI-fabrikker

En AI-fabrik er et avanceret økosystem designet til at fremme innovation, samarbejde og udvikling inden for kunstig intelligens.

En AI-fabrik kombinerer højtydende supercomputerkapacitet, omfattende datainfrastruktur og ekspertise med henblik på at skabe og træne avancerede AI-modeller. Formålet med AI-fabrikker er at samle universiteter, supercomputing-centre, industrien og finansielle aktører for at drive fremskridt inden for AI-applikationer på tværs af forskellige sektorer som sundhed, produktion, klima og finans.  

AI-fabrikker skal fungere som dynamiske centre, der understøtter udviklingen af pålidelige og avancerede AI-modeller ved – i Europa – at udnytte supercomputing-kapaciteten fra EuroHPC Joint Undertaking. De spiller en afgørende rolle i at samle de nødvendige ressourcer og talenter for at drive AI-fremskridt i Europa

FAKTA: Eksisterende AI-fabrikker i EU

EU har i december 2024 planlagt syv AI-fabrikker, der skal fremme udviklingen af kunstig intelligens i Europa:

Finland – LUMI AI Factory

Beliggende i Kajaani, drevet af CSC – IT Center for Science.

Fokus: Supercomputing og nye datakilder til AI-udvikling.

Tyskland – HammerHAI

Beliggende i Stuttgart, koordineret af HLRS.

Fokus: AI-platform for akademi og industri, støtte til startups og SMV’er.

Grækenland – Pharos

Beliggende i Athen, ledet af GRNET S.A.

Fokus: AI i sundhed, kultur, sprog og bæredygtighed.

Italien – IT4LIA

Beliggende i Bologna, drevet af CINECA.

Fokus: AI-infrastruktur for forskning og erhverv.

Luxembourg – L-AI Factory

Beliggende i Bissen, koordineret af LuxProvide.

Fokus: AI i finans, rumfart, cybersikkerhed og grøn økonomi.

Spanien – BSC AI Factory

Beliggende i Barcelona, drevet af BSC-CNS.

Fokus: AI-tjenester til den offentlige og private sektor.

Sverige – MIMER

Beliggende i Linköping, drevet af NAISS og RISE.

Fokus: AI i livsvidenskab, materialeforskning og autonome systemer.

Kilde: EuroHPC Joint Undertaking

FAKTA: EU-initiativer på vej:

Ud over InvestAI støtter EU AI-udvikling via:

  • Horizon Europe og Digital Europe-programmerne
  • Uddannelse og opkvalificering af AI-talenter
  • Støtte til AI-startups og skalerbare løsninger
  • Udvikling af fælles europæiske datasæt til AI-træning
  • GenAI4EU-initiativet, som skal fremme AI-anvendelse i 14 industrielle sektorer

Senere i 2025 vil EU også lancere European AI Research Council samt en ‘Apply AI-strategi’ for at fremme industriens brug af kunstig intelligens.

Sidst opdateret: 19. februar 2025

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Du kan blive opdateret på nyheder inden for tech & startups ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev. Vi sender dig en mail med 7 udvalgte artikler tirsdag og fredag.