Den amerikanske techgigant lancerede tirsdag amerikansk tid deres nyeste feature til deres velkendte søgefunktion.
AI Mode.
Du kan nok allerede nu begynde at vende dig til at sige det.
New York Times skriver nemlig, at Google har præsenteret deres nyeste funktion til deres søgefunktion.
Sundar Pichai, der er CEO i Google, sagde således til præsentationen:
”Det er en total nytænkning inden for søgning.”
AI Mode kommer til at fungere ligesom en chatbot, som du kan starte en samtale med. Her er det muligt at stille alle de spørgsmål, du vil, hvor Googles AI-system forsyner dig med omfattende svar.
I starten er det kun amerikanske brugere, som får adgang til disse AI-søgninger.
Den nye funktion ses af flere eksperter som Googles modsvar til AI-konkurrenterne.
Den store techgigant er nemlig måske udfordret på deres søgetrafik. Ifølge en af Apples topchefer, Eddy Cure, er Googles søgetrafik faldet for første gang i 22 år, da flere og flere søger viden og informationer via AI.
Noget, Google selv afviste i en pressemeddelelse. Her var meldingen, at de stadig oplever stigning i deres søgetrafik.
AI Mode vidner dog om, at Google har indset, at AI højst sandsynligt er fremtiden, hvorfor de nu kaster sig ind i kampen.