Det danske AI-startup Sumary har har rejst 25 millioner dollar, omkring 170 millioner kroner, i en seed-runde ledet af Singular. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse. Ifølge co-founder og CEO Pascar Sivam er det den største seed-runde nogensinde for software til revision og regnskab i Europa. “For et år siden var Sumary en gruppe co-founders, […]
Det danske AI-startup Sumary har har rejst 25 millioner dollar, omkring 170 millioner kroner, i en seed-runde ledet af Singular. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Ifølge co-founder og CEO Pascar Sivam er det den største seed-runde nogensinde for software til revision og regnskab i Europa.
“For et år siden var Sumary en gruppe co-founders, en håndfuld designpartnere og en pre-seed-runde. I dag arbejder nogle af Europas største revisionsfirmaer allerede på Sumary, blandt andre Deloitte, Grant Thornton og Baker Tilly,” skriver han på LinkedIn.
Også de eksisterende investorer byFounders, Partech og Tenity er med igen. Derudover er en række kendte tech-folk med som business angels, blandt andre Tuomas Artman fra Linear, Steve Anavi fra Qonto og Steffen Tjerrild fra Synthesia.
“En superkraft”
Sumary er et AI-system, der overtager det forberedende arbejde i revisionsfirmaerne, blandt andet månedsafslutninger, momsangivelser og årsregnskaber.
“Sumary laver forarbejdet. Revisoren træffer beslutningen,” skriver Pascar Sivam.
Ifølge selskabet sparer firmaerne over 50 procent af den tid, arbejdet tidligere tog.
“Sumarys AI og arbejdsgange er en superkraft, som enhver revisor fortjener,” siger Mads Faurschou, partner i Deloitte.
Flytter til London
Pengene skal bruges på at ansætte flere sælgere og revisorer, der skal hjælpe nye kunder i gang, og på at styrke selskabets AI-forskning.
Sumary har i dag kunder i Norden og Storbritannien, og næste skridt er Benelux. Udvikling og AI-forskning bliver i København, mens salget samles i London. Pascar Sivam flytter selv til London for at bygge forretningen op der.
Sumary hentede sidste år 4,2 millioner dollar, omkring 27 millioner kroner, i en pre-seed-runde ledet af byFounders.