Den flamboyante argentinske præsident, Javier Milei, står muligvis over for en rigsretssag efter anklager om bedrageri.
Ifølge Reuters og en lang række andre internationale medier beskyldes præsidenten for at have promoveret kryptovalutaen $LIBRA på X.
Sagen opstod pludselig, da Javier Milei delte et opslag, hvor han hævdede, at $LIBRA kunne finansiere små virksomheder og startups i Argentina.
Samtidig delte han et link til køb af kryptovalutaen. Opslaget sendte straks prisen i vejret, men efter få timer slettede præsidenten sit opslag igen.
Resultatet? Prisen styrtdykkede, og mange investorer led tab.
Oppositionen kræver nu en rigsretssag. Milei anklages for såkaldt ’rug pull’ – en metode, hvor man pumper værdien af en kryptovaluta op ved at promovere den og efterfølgende trækker pengene ud, hvilket efterlader investorerne med tab.
Præsidentens stab siger, at opslaget blev fjernet for at undgå spekulation, og Javier Milei beskylder sine kritikere for at pumpe sagen op og udnytte den politisk.
Landets antikorruptionsafdeling skal nu undersøge sagen nærmere.