Nordkoreanske hackere har udført det største kryptokup til dato, og Trump har fået sig en ny hovedpine, siden pengene angiveligt kanaliseres til atomprogrammet i Pyongyang.
Den stjålne kryptovaluta har en værdi af 1,5 milliarder dollar, og de berygtede og statstøttede nordkoreanske hackere stjal dem fra kryptobørsen Bybit for at kanalisere dem til Nordkoreas oprustning.
Det skriver CNN med henvisning til blandt andre krypto-sporingsfirmaet TRM Labs.
”Vi har aldrig set noget i denne størrelsesorden før. De her illegale finansielle netværks evne til at absorbere så store beløb så hurtigt er dybt bekymrende,” siger den tidligere FBI-efterretningsanalytiker, Nick Carlsen, som nu arbejder hos TRM Labs.
I gang med hvidvask
Nick Carlsen fastslår, at det er det største kryptokup, der nogensinde er begået. Ifølge CEO for Bybit, Ben Zhou, skal kunderne dog ikke være nervøse, da virksomheden kan dække tabet.
”Bybit arbejder tæt sammen med myndighederne for at løse problemer efter angrebet,” udtaler Ben Zhou i en pressemeddelelse.
Ifølge TRM Labs er der allerede hvidvasket mindst 160 millioner dollars af det stjålne bytte via en række konti forbundet til nordkoreanske hackere – som altså er et velkendt problem inden for krypto.
Det er langt fra første gang, de har været på spil, men med ét enkelt hack har nordkoreanerne næsten fordoblet det beløb, de stjal i kryptovaluta hele sidste år, oplyser TRM Labs.
En prøve for Trump
Ifølge CNN er kuppet en tidlig prøve på, om Trump-administrationen kan håndtere udfordringen med at forhindre Nordkorea i at finansiere sine atom- og missilprogrammer via hacking.
Nordkoreas formidable hackerstyrker er således en afgørende indtægtskilde for det sanktionsramte diktatur, ifølge nuværende og tidligere amerikanske og sydkoreanske embedsmænd.