Saga Sports Group vil disrupte kvindefodbold med ny, kommerciel turneringsform

Bettina Kuperman og Majken Gilmartin fra Saga Sports Group bag Sensational League, ny kommerciel turnering i kvindefodbold
Bettina Kuperman (tv.) og Majken Gilmartin (th.) er de to co-founders af Saga Sports Group. Foto: Nicolai Foldgast & Shutterstock. Grafik: Gustav Hansson

Saga Sports Groups nye, kommercielle turneringsformat, Sensational League, vil gøre op med traditionelle strukturer og møde publikum der, hvor de er. ”Vi er i gang med at bygge vores proof of concept her i Danmark. Selve produktet er skalerbart, og vi regner med at kunne være i England om et år. Herefter vil vi også […]

Saga Sports Groups nye, kommercielle turneringsformat, Sensational League, vil gøre op med traditionelle strukturer og møde publikum der, hvor de er.

”Vi er i gang med at bygge vores proof of concept her i Danmark. Selve produktet er skalerbart, og vi regner med at kunne være i England om et år. Herefter vil vi også til Tyskland og USA, som er store, kommercielle markeder,” forklarer Bettina Kuperman til 24Victoria denne kolde, snebeklædte dag i februar.

Sammen med Majken Gilmartin har hun stiftet Saga Sports Group. Et startup, som har søsat en helt ny, kommerciel turneringsform til kvindefodbold.

Sensational League er navnet på turneringen, og den begynder i april 2026. Over seks kampdage og en ligafinale skal otte hold, der alle har en influencer-kaptajn, spille mod hinanden i syv-mod-syv-kampe.

”Banen er mindre, der er færre spillere på banen, kampene er kortere, der er flere mål og seværdigheder, der tages bedre hensyn til atleternes risiko for skader, og så giver vi dem muligheden for en indtægtskilde som influencer,” lyder det fra Bettina Kuperman, inden hun tager en tår af sin kaffe.

Det kommercielle fokus

Kampene i Sensational League adskiller sig altså fra ’traditionel’ fodbold i forhold til varighed, banestørrelse og antallet af spillere på banen. Derudover adskiller Sensational League sig på den kommercielle front.

De to founders har fundet stor inspiration i lignende koncepter målrettet herrefodbold. Den tidligere spanske verdensstjerne Gerard Piqué og hans Kings League kan blandt andet nævnes.

Baller League, som entreprenøren Felix Starck, med støtte fra de tyske stjerner Mats Hummels og Lukas Podolski, står bag, er en anden inspirationskilde.

Det samme er The Icon League, som har den tidligere tyske verdensstjerne Toni Kroos med i ejerkredsen.

Fællesnævneren for disse ligaer er, at der er et stort kommercielt fokus i form af sponsorater og partnerskaber samt streaming af kampene.

Og her ser Bettina Kuperman og Majken Gilmartin altså en hul i markedet i forhold til kvindefodbold.

”Disse ligaer viser tydeligt, at det er muligt at tjene penge. Dét tror vi også, at vi kan med vores turnering. Vi er firstmovers på kvindesiden, hvor vi har skabt en digital drevet sportsliga med fokus på streaming af kampene. Derudover skal kampene spilles ved events, hvor musik vil skabe en sand festival-stemning,” slår Bettina Kuperman fast med stor begejstring og julelys i øjnene.

Ikke fastlåst af strukturer

Både Bettina Kuperman og Majken Gilmartin påpeger, at Sensational League ikke er sat i verden for at erstatte ´traditionel´ kvindefodbold. De tænker, at begge formater kan fungere side om side, men deres format er bare mere tilpasset nutid og fremtid.

Fordelen for Saga Sports Group er, at de ikke er underlagt allerede givne strukturer og turneringsformater. De kan altså lege med formater og tilpasse deres produkt til brugerne.

Her har de især øjnene målrettet GenZ, som i højere grad end tidligere generationer vil konsumere deres underholdning på digitale platforme. Det skal være let at tilgå, og så skal det være underholdende – ellers mister de hurtigt interessen.

”Det skal være sjovt at se kampene live, men det skal også være sjovt at streame dem,” udtaler Bettina Kuperman.

Hun løfter desuden sløret for, at de har store, kommercielle tanker angående deres events. Det gælder om at skabe en solid fanbase, som har lyst til at dukke op – og måske også lægge en ekstra skilling eller to. 

Udvalget af merchandise skal blandt andet være stort, og så skal der måske også serveres noget lidt andet end ved ’traditionel’ herrefodbold – netop for at have målgruppen in mente.

”I stedet for bajer og bold, er det nok snarere bobler og bold,” griner hun.

Hvor kommer pengene fra?

Saga Sports Group har allerede fået René Rechtman, der står bag Moonbug Entertainment, med ombord som investor. Der skal dog flere økonomiske muskler til for at udleve de store drømme, erkender de to founders.

I skrivende stund arbejder Saga Sports Group da også på en seed-runde, som forhåbentlig kan indbringe dem et tocifret millionbeløb.

”Vi er en venture-case, hvorfor funding er alfa og omega. Udover dét, vil sponsorater og partnerskaber samt salg af billetter og merchandise skabe den kommercielle vækst,” lyder det fra Bettina Kuperman.

Hun understreger dog, at det ikke er nogen nem opgave at skaffe kapital.

”Der er generelt set mindre risikovillig kapital at hente i Danmark, hvis vi sammenligner med andre lande. Vi er måske lidt mere konservative herhjemme, men vi tror på det,” forklarer hun med stålfast blik.

Læs mere her:

Sidst opdateret: 12. februar 2026

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Abonnér på 24Victorias nyhedsbrev og få unik indsigt i startups, innovation og teknologi – direkte i din indbakke.

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Er du interesseret i tech & startups?

Du modtager en mail med særligt udvalgte artikler tirsdag og fredag.