Sammen med milliardæren Gustav Magnar Witzøe investerer den norske fodboldstjerne i den fremadstormende startup Db.
Db, som sælger rygsække, kufferter samt ski- og snowboardtasker, får to prominente investorer med ombord på deres globale ekspansionsrejse. Dét skriver Børsens svenske søsteravis Dagens Industri.
Der er tale om den norske fodboldstjerne Erling Haaland, som til daglig slår sine folder i mægtige Manchester City, samt Gustav Magnar Witzøe, der er søn af Gistav Witzøe, der står bag Kverva. En virksomhed, som ejer aktiemajoriteten i en af verdens største laksvirksomheder kaldet Salmar.
I 2013 overdrog faderen ejerskabet til Gustav Magnar Witzøe, mens faderen fortsatte med at kontrollere virksomheden. Det gjorde dengang sønnen til en af verdens yngste milliardærer, og i dag anslås hans formue til at være omkring 20 milliarder kroner. Det er dog ikke planen, at sønnike skal overtage driften af laksefirmaet i fremtiden. I stedet har han påbegyndt en modelkarriere og investeret i flere virksomheder – heriblandt Db.
“Jeg har tilbragt det meste af mit liv i krydsfeltet mellem mode og forretning. Med Db får jeg mulighed for at kombinere de to verdener og være en del af en unik skandinavisk succeshistorie, som kun lige er begyndt,” udtaler Gustav Magnar Witzøe i en pressemeddelelse.
Db blev stiftet af norske Truls Brataas samt svenske Jon Olsson, der har en karriere som skiløber bag sig. Størrelsen på investeringen er ikke oplyst, men Db har fortalt Dagens Industri, at de to nye ejere skal spille en vigtig rolle i selskabets globale ekspansion. Truls Brataas er dog stadig den største aktionær, lyder det.