Netcompany lander vigtig opgave i Holland

Foredrag med Netcompany om identifikations- og registreringssystem i forbindelse med EU-pagten om migration og asyl
André Rogaczewski er Netcompanys CEO og co-founder. Foto: Netcompany

Den hollandske immigrationsmyndighed (IND) har valgt, at det er Netcompany, som skal udvikle landets nye identifikations- og registreringssystem. Dermed bliver Holland blandt de første i EU til at efterleve den nye pagt om migration og asyl, som har deadline i 2026.

Formålet med EU-pagten om migration og asyl er at skabe en fælleseuropæisk tilgang til behandling af migration- og asylsager – blandt andet gennem effektive procedurer.

For at dét kan lade sig gøre, kræver det, at EU-lande styrker deres screeningssystemer. Her har IND udvalgt danske Netcompany som udviklingsparter.

Noget, der vækker glæde hos Netcompany.

”IND udnytter mulighederne med den nye EU-pagt til en modernisering af sine it-systemer. Jeg er stolt af Netcompanys rolle i at levere endnu en samfundskritisk løsning til en national offentlig myndighed i EU. Det åbner op for nye muligheder for at udvide vores ekspertise inden for identifikations- og registreringssystemer på tværs af Europa, ” siger Thomas Rysgaard Christensen, partner hos Netcompany, i en pressemeddelelse.

Holland jubler

IND har valgt Netcompany, da IT-virksomheden har en omfattende erfaring med den offentlige sektor. Dermed er IND garanteret den nødvendige støtte, de har behov for.

“Vi er glade for at have Netcompany som partner i denne proces, hvor vi skal levere hurtigt under stort tidspres. Netcompany understøtter os ved at opfylde vores konkrete ønsker og ved at levere faglig assistance under implementeringen af migrationspagten,” siger Twan Erkens, IV/CIO-direktør hos IND.

Det forventes, at den første version af IND-Netcompany-projektet er klar ved udgangen af 2025.

Det forventes derfor også, at den hollandske løsning er blandt de første i EU, og dermed kan den fungere som et vejledende eksempel for andre europæiske lande.

Alle EU-lande skal nemlig revidere deres identifikations- og registreringsproces for at overholde EU-pagten om migration og asyl, som træder i kraft i juni 2026.

Sidst opdateret: 15. maj 2025

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Du kan blive opdateret på nyheder inden for tech & startups ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev. Vi sender dig en mail med 7 udvalgte artikler tirsdag og fredag.