GoGreenlight, som er en spinout fra Aalborg Universitet (AAU, red.) har store ambitioner. Helt konkret vil de revolutionere den internationale filmbranche, men først skal det danske marked erobres. ”Det går rigtig godt for tiden. De første demoversioner af vores software er klar til brugere i starten af næste år.” Sådan formulerer Rameshnath Krishnasamy, der er […]
GoGreenlight, som er en spinout fra Aalborg Universitet (AAU, red.) har store ambitioner. Helt konkret vil de revolutionere den internationale filmbranche, men først skal det danske marked erobres.
”Det går rigtig godt for tiden. De første demoversioner af vores software er klar til brugere i starten af næste år.”
Sådan formulerer Rameshnath Krishnasamy, der er postdoc ved AAU og én af personerne bag GoGreenlight, det, da 24Victoria ringer ham op for at blive klogere på spinouten. Han kan desværre ikke løfte sløret for navnene på investorerne – ej heller de første testbrugere.
GoGreenlight er en AAU-spinout, som har udviklet en skalerbar softwareplatform, der moderniserer casting-shortlisting ved at erstatte regneark med en centraliseret, visuel og GDPR-kompatibel grænseflade, der er drevet af en AI-assistent.
Det betyder blandt andet, at GoGreenlights software kan analysere et manuskript og automatisk generere en liste over alle de karakterer, der skal castes. Softwaren kan ikke kun spare tid og penge, men den lever altså også op til GDPR-reglerne.
Tidligere pilotprojekter fra GoGreenlight har vist, at deres software kan øge gennemsigtigheden, reducere forsinkelser i præproduktionen og sænke omkostningerne med gennemsnitlig 11 procent.
Stort udviklingspotentiale
Selvom de første pilotprojekter tyder på, at der er store effektiviserings- og omkostningsnedsættende muligheder med GoGreenlights software, har de en ydmyg tilgang til deres arbejde. Den spæde idé til softwaren blev sået i foråret 2024, men arbejdet og udviklingen tog for alvor fart i løbet af dette år.
Det handler først og fremmest om at få det endelige produkt ud over rampen, så de kan etablere sig på det danske marked. Herefter kan AAU-spinoutens drømme om at revolutionere hele den internationale filmbranch udforskes nærmere.
”Jeg ved ikke, hvornår vi regner med at ramme internationale markeder, men der går nok et par år. Til den tid skal vi nok også have flere investorer med ombord,” lyder det fra Rameshnath Krishnasamy.
Han kan desuden informere, at de for tiden er otte personer tilknyttet – blandt andet Martin Miehe-Renard, der er instruktør og manuskriptforfatter.
GoGreenlights software målretter sig primært til castere, producere og kommercielle kunder, men på sigt kan den udvikles til at omfatte endnu flere kreative brancher.
Softwaren kan i princippet også udvikles til helt andre områder, hvor shortlisting fra én stor pulje af kandidater har sin berettigelse. Det kan for eksempel være ved scouting af talenter, udvælgelse i bureauer eller koordinering af frivillige.
Læs mere her