Arkyn – en førende platform til service oven på SAP – har rejst penge til at accelerere vækst og udvide produktsuiten. Compounding Capital og Trifork Labs er nu ledende investorer. ”Arkyns omsætning er tidoblet de seneste tre år, og denne investering gør det muligt at fortsætte vores stærke udvikling.” Sådan lyder det fra Martin Holm […]
Arkyn – en førende platform til service oven på SAP – har rejst penge til at accelerere vækst og udvide produktsuiten. Compounding Capital og Trifork Labs er nu ledende investorer.
”Arkyns omsætning er tidoblet de seneste tre år, og denne investering gør det muligt at fortsætte vores stærke udvikling.”
Sådan lyder det fra Martin Holm Nielsen, CEO og co-founder, i en pressemeddelelse. Han uddyber:
”Vi er især begejstrede for at trænge endnu længere ind på det amerikanske marked og DACH-markedet i kombination med lanceringen af en række nye funktioner. Ikke mindst AI-funktioner, der gør det muligt at bruge endnu mindre tid på administrative opgaver.”
International vækst
Det danske SaaS-firma har hovedkvarter i København og bringer realtids-ERP-data ind i den daglige vedligeholdelse. Mens man også hjælper med asset-udnyttelse og performance-målinger.
Arkyn optimerer også vedligeholdsstrategier, forbedrer asset-performance og øger driftssikkerheden. Alt sammen via en moderne, brugervenlig app, der er fuldt integreret i SAP i realtid – fra planlægning til udførelse og rapportering.
De rejste penge skal altså understøtte Arkyns internationale vækst, herunder udvikling af produktfunktioner. Samt optimere vedligeholdelsesprocesser i globale virksomheder med nye og spændende AI-funktioner.
Erfarent founderteam
Kasper Grundtvig Knokgaard ejer Compounding Capital og er ny investor. Han forklarer, at det at bygge et moderne ‘frontline-system’, der integrerer fuldt med SAP i realtid, er en meget kompleks opgave.
”Det kræver årtiers SAP-erfaring at lykkes med det. Arkyns imponerende founder-team bestående af Martin Holm Nielsen, Rune Durhuus-Andersen og John Stubbe har tilsammen mere end 60 års erfaring med at skabe brugervenlige apps, der gør slutbrugerens interaktion med SAP lettere og mere optimal i globale virksomheder. Som en af meget få leverandører har Arkyn formået at bestige det bjerg.”
Han tilføjer:
”Når man ser Arkyns produkter i brug, bliver det tydeligt, hvor unikke de brugervenlige interfaces er, kombineret med realtids-opdateringer tilbage til SAP. Det er en sand game changer for teknikere i felten, og de fleste førstegangsbrugere er blæst bagover.”
Kasper Grundtvig Knokgaard indtræder i Arkyns bestyrelse som en del af investeringsrunden, og han ser frem til at være med til at forme den fremtidige vækststrategi.
Ind på det amerikanske marked
Arkyn har desuden, ifølge pressemeddelelsen, for nylig underskrevet en kontrakt med endnu en stor virksomhed i olie- og gasindustrien. Dermed indfrier man ambitionen for 2025 om at udvide sin tilstedeværelse på det amerikanske marked.
Jørn Larsen er CEO i Trifork Group, som har lagt flere penge, men altså har været med længe. Han supplerer:
”Succesen med endnu en Trifork spin-out er en stærk validering af Trifork Labs-modellen. Som innovations- og go-to-market-partner for Arkyn har vi etableret en solid pipeline i Nordamerika til Arkyns banebrydende SaaS-mobilløsninger, FastWork og FastPlan til SAP. At kunne tiltrække ekstern kapital validerer yderligere vores forretningsmodel, og vi ser frem til rejsen sammen med Compounding Capital.”
| Om: Arkyn Arkyn har hovedkvarter i København, Danmark, og er et B2B SaaS-firma, der leverer en brugervenlig mobil app-suite, som giver hastighed og høj performance til SAP-vedligeholdelse og kundeserviceprocesser i store virksomheder verden over. Arkyn blev skabt af de oprindelige partnere bag softwarepioneren Trifork Smart Enterprise (tidligere Invokers) – et teknologifirma, der har bygget apps oven på SAP siden 2007. Deres domæneekspertise oversættes direkte til Arkyns avancerede apps til vedligeholdelsesoperationer i store virksomheder, der bruger SAP. Kilde: Arkyn |