Salget af de ulovlige puff bars er rykket fra kioskernes kasseapparater til de sociale mediers salgssider. Peter Kofod (DF) spørger erhvervsministeren, hvorvidt der er ressourcer nok til at dæmme op for de ulovlige salg.
Salget af puff bars, der er små e-cigaretter med store mængder nikotin og søde smage, er i overvejende grad rykket væk fra kioskerne og over til sociale medier som Facebook, Snapchat, Instagram og lignende.
Dét fremgår af en nylig undersøgelse fra Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet. Andelen af 15-17-årige, som køber puff bars i kioskerne er mere end halveret fra 2022 til 2024. Omvendt svarer 60 procent, at det er blevet nemmere at købe e-cigaretterne på de sociale medier. En tendens, Sikkerhedsstyrelsen også har bemærket.
Siden årsskiftet har Sikkerhedsstyrelsen nemlig benyttet sig af falske profiler på de sociale medier for at lokalisere ulovlige salgsannoncer for derefter at kontakte de sociale medier om at fjerne salgsopslagene. Mere end 200 opslag er krævet fjernet, hvoraf mange af salgssiderne rent faktisk er blevet lukket.
I en pressemeddelelse fra 1. april 2025 udtalte kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen, Stine Pedersen, følgende:
”Vi kan se, at der er et stort udbud af ulovlige e-cigaretter på sociale medier, som henvender sig til de unge. Vi gør alt, hvad vi kan for at opspore de ulovlige salgssider og kontakte de sociale medier, så det ulovlige indhold kan blive fjernet. Vi kan dog ikke forhindre alt salget, og derfor vil vi også opfordre forældrene til at være nysgerrige på deres børns færden på sociale medier.”
I samme anledning påpeges det, at når siderne lukkes ned, åbner sælgerne ofte nye salssider. Her får Sikkerhedsstyrelsens falske profiler ofte notifikationer og tilbud fra de nye sider, hvorved Sikkerhedsstyrelsen konstant er i hælene på bagmændene. Det er dog svært at opspore bagmændene, men hvis det lykkes, anmelder Sikkerhedsstyrelsen dem til politiet.
Ressourcer nok?
Pressemeddelelsen og de seneste par ugers udvikling har fået Peter Kofod (DF) til at afkræve svar fra erhvervsminister Morten Bødskov (V).
I et § 20-spørgsmål fra den 22. april spørger han således:
”Mener ministeren, at Sikkerhedsstyrelsens indsats mod SoMe-profiler, der sælger ulovlige puff bars (e-cigaretter) som beskrevet i styrelsens pressemeddelelse af 1. april 2025, er tilstrækkelig, når det er lykkedes at fjerne 200 profiler siden årsskiftet svarende til lidt over to profiler om dagen, og i hvilket omfang giver det anledning til overvejelser om, hvorvidt der er ressourcer nok til indsatsen?”
I skrivende stund står spørgsmålet ubesvaret hen, og det har heller ikke været muligt for 24Victoria at få en kommentar fra Morten Bødskov (V).
Hvad er § 20-spørgsmål? – Kaldes for § 20-spørgsmål, da de stilles i henhold til § 20 i Folketingets forretningsorden. – Et folketingsmedlem kan stille skriftlige spørgsmål direkte til en minister til skriftlig besvarelse og i sit eget navn. – Ministeren skal svare inden for seks hverdage. Kilde: Ft.dk |