Nyt værktøj skal hjælpe iværksættere med at få fart på forretningen

Kvinna springer på landsväg – Sportstech-virksomhed, Produktinnovation, Tyske sportsmarked
Foto: Shutterstock

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har undersøgt behovene hos 900 virksomheder, og det kommer der snart et værktøj ud af – Virksomhedsudvikling Danmark. Samtidig igangsættes andre initiativer for at forenkle virksomhedernes dagligdag.

Der er i dag mange muligheder for iværksættere for at få hjælp til at udvikle virksomheden, men det nye Virksomhedsudvikling Danmark skal som værktøj gøre det nemmere for iværksættere at finde vej og gøre brug af disse muligheder.

Værktøjet, der endnu ikke er færdigudviklet, skal gøre kommunikation til virksomhederne mere enkel, og det vil blive implementeret i løbet af det kommende år, så man altså bedre kan orientere sig i forhold til, hvilke muligheder man har for at få hjælp som iværksætter. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Erhvervsminister, Morten Bødskov, glæder sig over det nye initiativ: “Danske virksomheder er ambitiøse og modige – og de skal vide, at vi er der for dem, når de vil videre i deres udvikling,” siger han.

Også vækstvirksomheder

Målgruppen er iværksættere, men også små og mellemstore  virksomheder (SMV’er) med ambitioner om udvikling.

”Flere små og mellemstore virksomheder skal vokse sig større, og her spiller vores indsats for virksomhedsudvikling i Danmark en vigtig rolle,” siger erhvervsministeren og uddyber:

”Tempo og enkelthed er nøglen. Og nu tager vi et vigtigt skridt ved at gøre det lettere for SMV’erne og iværksætterne at finde frem til de rigtige tilbud. Samtidig sikrer vi, at der bliver mindre bøvl og færre byrder, når man som virksomhed skal deltage i indsatserne. Alt sammen så danske virksomheder og iværksættere kan løfte produktiviteten og konkurrere internationalt i en urolig tid.”

Vigtigt for konkurenceevne

Forperson i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, Christian Motzfeldt, peger på, at forenkling og let adgang til hjælp er afgørende for virksomhedernes konkurrenceevne.

”Vi har spurgt virksomheder fra hele landet, hvordan vi kan gøre det endnu nemmere for dem at styrke produktiviteten. Det har I svaret på – og vi lytter til jer,” siger han og uddyber:

”Det er en vigtig opgave, som vi tager meget seriøst, og som vi blandt andet vil imødekomme gennem en mere enkel og mere målrettet kommunikation. Det nye brand Virksomhedsudvikling Danmark skal gøre det lettere for virksomhederne at finde lige netop det, der kan skabe mest effekt for dem.”

Flere initiativer på vej

Det nye brand er bare ét ud af flere igangværende og kommende forenklingsinitiativer. Af andre indsatser kan nævnes kortere udbetalingstider, mindre dokumentation og færre administrative krav.

Dertil vil der blive indført en række ændringer, der reducerer de administrative byrder, får midlerne hurtigere ud til slutbrugerne – og gør kommunikationen enklere over for virksomhederne.

Fakta om Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og forenklingstiltag:
 
Hvert år deltager flere end 2.500 virksomheder i indsatser målrettet virksomhedsudvikling under Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Indsatsen har dokumenteret effekt og bidrager til en gennemsnitlig meromsætning i virksomhederne på godt fem procent efter to år.

Bestyrelsens forenklingstiltag er iværksat med udgangspunkt i strategien Virksomhedsudvikling i hele Danmark 2024-27 og på baggrund af blandt andet en brugerrejseanalyse blandt virksomheder, der har deltaget i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses indsatser.

Brugerrejseanalysen bygger på et bredt datagrundlag, som kombinerer dybdegående interviews med mere end 100 brugere og aktører samt spørgeskemabesvarelser fra næsten 900 virksomheder.

Kilde: Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Sidst opdateret: 12. maj 2025

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Du kan blive opdateret på nyheder inden for tech & startups ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev. Vi sender dig en mail med 7 udvalgte artikler tirsdag og fredag.