Det første konkrete resultat på cybersikkerhedsområdet under Danmarks EU-formandskab er i hus. De danske politikere har store planer og ambitioner for Danmarks EU-formandskab. Et formandskab, som startede den 1. jul 2025 og løber frem til og med udgangen af december 2025. Nu er første resultat så i hus, da Det Europæiske Råd har vedtaget en gennemførelsesretsakt, […]
Det første konkrete resultat på cybersikkerhedsområdet under Danmarks EU-formandskab er i hus.
De danske politikere har store planer og ambitioner for Danmarks EU-formandskab. Et formandskab, som startede den 1. jul 2025 og løber frem til og med udgangen af december 2025.
Nu er første resultat så i hus, da Det Europæiske Råd har vedtaget en gennemførelsesretsakt, som gør det muligt for Moldova at benytte EU’s cybersikkerhedsreserve. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Helt konkret betyder det, at Moldova i tilfælde af væsentlige eller omfattende cybersikkerhedshændelser har mulighed for at anmode om ydelser fra betroede leverandører af sikkerhedstjenester og dermed begrænse virkningen af alvorlige cyberangreb.
At Moldova nu har mulighed for at benytte EU’s cybersikkerhedsreserve skal ses i lyset af, at Moldova har parlamentsvalg i september 2025, hvor det forventes, at Moldova står over for cybertrusler mod landets demokratiske institutioner.
Forhandlingerne blev indledt under det polske EU-formandskab i tæt samarbejde med Danmark, som nu har afsluttet forhandlingerne og sikret enighed blandt medlemslandene.
Minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen (V) er glad for det første resultat under Danmarks EU-formandskab.
“Europa og vores nabolande står i disse år over for et øget geopolitisk pres, hvor hybride trusler i stigende grad udfordrer vores sikkerhed og demokratiske institutioner. Med vedtagelsen får Moldova mulighed for at benytte EU’s cybersikkerhedsreserve, og vi tager et konkret skridt for at styrke cybersikkerheden i Europa, og viser, at EU kan handle hurtigt og samlet, når det gælder,” udtaler han således.
| Fakta om cybersikkerhedsreserven – Cybersikkerhedsreserven blev etableret som en del af forordningen Cyber Solidarity Act, som trådte i kraft den 4. februar i år. Forordningen har til formål at styrke EU’s kapacitet til at opdage, forberede sig på og reagere på betydelige og omfattende cybersikkerhedshændelser. – Cybersikkerhedsreserven stiller beredskabsydelser til rådighed fra private sikkerhedstjenester i tilfælde af omfattende cyberhændelser, der ikke kan håndteres gennem nationale foranstaltninger. – Selvom mekanismen primært er målrettet EU-medlemslande, kan tredjelande, der er associeret med programmet Digital Europe, også få adgang til cybersikkerhedsreserven, forudsat at en række kriterier er opfyldt. Kilde: Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab |