Den første aftale, som har til formål at støtte EU-virksomheder, der handler med Ukraine, er underskrevet mellem Danmarks Eksport- og Investeringsfond, EIFO, og Den Europæiske Investeringsfond, EIF.
Aftalen sender 20 millioner euro – godt 150 millioner kroner – til EU-eksport til Ukraine gennem EIFO, og det er den første aftale under EU’s nye Ukraine-eksportkreditgarantiordning.
Mange virksomheder i spil
EIF’s garantiordning til EIFO vil således gøre det muligt for danske virksomheder, der eksporterer til det hårdt ramte land, at få gavn af eksportkredittransaktioner på op til 20 millioner euro. Det forventes at komme op til 40 danske eksportvirksomheder til gode, ifølge en pressemeddelelse fra EIFO.
“Eksportkreditaftalen understreger EU’s engagement i et stærkt Ukraine som del af EU-familien. At sikre EU-Ukraine-handel er en vigtig drivkraft for at holde den ukrainske økonomi i gang og for at styrke de bilaterale bånd for landets fremtidige optagelse i EU,” siger EIB-Gruppens præsident, Nadia Calviño (EIB-Gruppen er Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og Den Europæiske Investeringsfond (EIF). Gruppen giver finansiering og garantier for EU’s projekter og virksomheder).
EIF’s administrerende direktør, Marjut Falkstedt, tilføjer:
“Vi har gjort en betydelig indsats for hurtigt at udrulle faciliteten, idet vi anerkender dens potentiale til at styrke EU’s SMV-eksportaktiviteter og støtte Ukraines økonomiske modstandskraft i en tid, hvor det er allermest nødvendigt. EIFO, en mangeårig partner og aktionær i EIF, spillede en nøglerolle i at få denne første aftale på plads hurtigt. At starte udrulningen af faciliteten med Danmark markerer et vigtigt skridt fremad, og lignende aftaler på tværs af andre EU-lande vil yderligere forstærke dens effekt.”
Stor stigning i Ukraine-eksport
Ordningen gør det, ifølge EU, muligt for Ukraine at få adgang til nødvendige varer, teknologier og tjenester – fra maskiner og grøn energi til lægemidler. Ukraines økonomiminister, Yulia Svyrydenko, udtaler:
“Eksportkreditgarantifaciliteten hjælper med at reducere risici for europæiske virksomheder via nationale eksportkreditagenturer. Initiativet støtter Ukraines økonomi og bidrager til vores gradvise integration i EU’s indre marked. Vi værdsætter støtten og ser det som et vigtigt bidrag til genopretning og udvikling.”
I 2024 nåede eksporten fra EU til Ukraine ifølge Eurostat op på 42,8 milliarder euro – en stigning på 9,4 procent sammenlignet med 2023. Det viser, at Ukraine fortsat er et stabilt og vigtigt marked for europæiske varer – fra maskiner og transport til medicinalvarer og grønne teknologier, ifølge Yulia Svyrydenko.