Regeringen agter at finansiere op mod fire nationale rummissioner henover de næste ti år. Missionerne er nu kommet ét skridt tættere på at blive en realitet, da et konsortium af seks universiteter er udvalgt til at organisere rumprogrammet.
I november 2024 blev Danmarks strategi for rumforskning og -innovation fremlagt.
Hovedbudskabet var klart: Danmark skal øge sit engagement i rummet.
En central del af det engagement er iværksættelse af op mod fire nationale rummissioner, som regeringen vil finansiere. Den samlede finansiering til rumområdet stiger dermed med i omegnen af 50 procent over en tiårig periode – fra cirka 522 millioner kroner i 2025 til cirka 771 millioner kroner i 2035.
Den dansk ledede ’Máni mission’ i det europæiske rumagentur (ESA) er af regeringen allerede udpeget, som den første potentielle nationale mission. Máni er det oldnordiske navn for Månen, og missionen skal lave den hidtil mest detaljerede kortlægning af Månens overflade til gavn for fremtidige månelandinger.
Før de resterende missioner kan udvælges, er det dog nødvendigt med et decideret rumprogram, som sætter den overordnede retning for, hvad den danske rumsektor skal satse på.
I en pressemeddelelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet fremgår det, at et konsortium bestående af Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, IT-Universitetet, Syddansk Universitet og Aalborg Universitet skal skabe rammen om det nye rumprogram.
Christina Egelund (M), der er uddannelses- og forskningsminister, udtaler følgende:
”Rummets betydning for vores liv her på jorden vokser år for år. Især når det gælder sikkerhed og klimaforskning. Derfor vil vi øge Danmarks engagement i rummet, og her spiller de kommende rummissioner en nøglerolle. I tæt samarbejde mellem universiteter og virksomheder skal vi sammen finde en retning for, hvad Danmark skal satse på i rummet de næste ti år. Jeg ser meget frem til at følge konsortiets arbejde – og vores kommende rummissioner.”
Konsortiet har fået en bevillig på 325.000 kroner til deres arbejde, og Hans Kjeldsen er projektleder. Han er professor på SpaCe – Aarhus Space Centre på Aarhus Universitet. Formand for styregruppen, som også får deltagelse af Dansk Industri, er Henning Skriver. Han er direktør på DTU SPACE.