Charlotte Bagge Hansen (M) vil have en regel i iværksætterpakken rettet. Politikerne begik simpelthen en fejl, erkender hun.
I en kronik i Børsen lægger Charlotte Bagge Hansen (M) sig fladt ned.
Hun skriver, at det var en fejl at afskaffe straksafskrivninger for softwareinvesteringer, som ellers var en del af iværksætterpakken, som regeringen og en bred forligskreds i folketinget vedtog i 2024.
Denne afskaffelse betyder i alt sin enkelthed, at virksomheder fra og med januar 2025 ikke længere har kunne straksafskrive investeringer i software, knowhow og patentrettigheder med det samme.
Der må først afskrives med 25 procent fra dét år, hvor ens produkt er færdigt. Hvis der for eksempel går fire år fra opstart til, at softwaren rammer markedet, kan der først afskrives udgifter efter fire år.
Noget, der kan have fatale konsekvenser for startups og scaleups og deres økonomi. I værste tilfælde kan det være enden på deres levetid.
Politikeren for Moderaterne vil derfor også gerne have en løsning.
”Så selvom afskaffelsen af straksafskrivninger måske kun er en detalje i aftalen, har den på et afgrænset felt den stik modsatte effekt af, hvad vi ville opnå med aftalen; nemlig at styrke iværksætteriet i Danmark. Derfor synes jeg, at vi må se på, hvordan vi på en eller anden facon kan genindføre straksafskrivninger for tech-startups og lignende udviklingstunge iværksættervirksomheder,” skriver Charlotte Bagge Hansen (M) blandt andet.
I kronikken understreger hun, at hvis der ikke sker noget på området, risikerer Danmark at miste morgendagens tech- og AI-virksomheder, og at vi som nation sakker endnu længere bagud i forhold USA og Kina, når det kommer til fremtidige vækstmuligheder.
Vi har tidligere interviewet Morten Høgh-Petersen, der er statsautoriseret revisor og partner i Grant Thornton om denne udfordring. Du kan læse interviewet her.