Ambu, der producerer hospitalsudstyr, fastholder sine forventninger til årsregnskabet trods den store usikkerhed i markedet.
Medicinalvirksomheden Ambu holder fast i sine forventninger til regnskabsåret 2024/25 på trods af, at over halvdelen af virksomhedens omsætning kommer fra det amerikanske marked.
Det står klart i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for andet kvartal i det forskudte regnskabsår, ifølge Berlingske.
Ambus’ omsætning i kvartalet lød på 1,554 milliarder kroner. Det største bidrag kom fra forretningsområdet endoskopi med en vækst på 13,1 procent, mens anæstesi og patientovervågning voksede med 9,8 procent.
Ambu forventer en organisk vækst i omsætningen på mellem 11 og 14 procent i år. I første kvartal lød væksten på 11,7 procent. Geografisk stod USA for 51 procent af omsætningen, Europa for 40 procent, og resten af verden udgjorde de sidste 9 procent.
Og på trods af usikkerhed om fremtidige toldsatser som følge af Donald Trumps politiske udmeldinger, står ledelsen fast.
“Vi er forberedte og godt placeret til at navigere og lede forretningen effektivt. Med den nuværende status på toldsatserne er vi overbeviste om, at vi vil leve op til vores forventninger til 2024/25,” siger CEO, Britt Meelby Jensen, i en børsmeddelelse.
Resultatet efter skat landede på 188 millioner kroner – 44 millioner mere end i samme periode sidste år.