Over 90 procent af alle danskere kender Trustpilot, og dårlige anmeldelser kan have en stor effekt på små selvstændige. Men Trustpilot løber fra deres ansvar, lyder det.
Anmelderen Alexander William har lagt en række specielle anmeldelser på Trustpilot, og flere af dem ser meget mærkelige ud. Eksempelvis fortæller han om fulde børn i Legoland. Alligevel afviser Trustpilot at fjerne dem, skriver TV2.
Én stjerne koster
Alexander William har blandt andet skrevet følgende om den private socialrådgiver, Karin B. Nissen:
”Jeg bliver virkelig træt indeni. Snart netværksmøde. Sådan er det selvfølgelig. To gange nye socialrådgivere.”
Og så kvitterer Alexander William med én stjerne. Ifølge Karin B. Nissen vil platformen ikke fjerne anmeldelsen, selvom den er åbenlyst forkert og kan skade hendes forretning.
”Jeg fik ret hurtigt et svar tilbage om, at det vil Trustpilot ikke på trods af, at jeg kunne beskrive, at det ikke var mit firma, der blev anmeldt.”
TV2 henviser til en række lignende historier. Et dansk firma, der sælger udstyr til hunde og katte – men ikke selve kæledyret – har fået kritik for at have solgt et voldeligt kæledyr. Også den klage er afvist af Trustpilot.
Trustpilot afviser kritik
Trustpilot har ikke ønsket at lade sig interviewe til TV2, men de har sendt en skriftligt svar, hvor man afviser kritikken:
”Vi har teams af eksperter i indholdsintegritet og bedrageriundersøgelser, som arbejder sammen med teknologien, og både virksomheder og forbrugere kan anmelde eller markere en anmeldelse, hvis de mener, at den overtræder vores retningslinjer,” lyder det fra Trustpilot.
Mens man på Truspilots hjemmeside kan finde følgende under overskriften:
’Kampen mod falske anmeldelser og misbrug’.
”Med en kombination af dedikerede medarbejdere og avanceret software sikrer vi vores platform mod snyd og misbrug. Vores specialudviklede software identificerer mistænkelige anmeldelser og fjerner automatisk de falske. Vi har gennem mange år udviklet og finjusteret softwarens avancerede algoritmer og den bagvedliggende kunstige intelligens, og det vil vi blive ved med. Vores software er understøttet af eksperter, der undersøger enhver form for misbrug af vores platform.”