E-commerce-startuppen Roberta deltager ved Dansk Erhvervs e-handelskonference senere på ugen. Freja Falk, der er co-founder og CEO, ser frem til konferencen med begejstring. Torsdag den 9. oktober løber dette års e-handelskonference af stablen i København. Dansk Erhverv er arrangør, og der er rent faktisk tale om 20-års jubilæum for konferencen. Dette års tema er ’Indsigter […]
E-commerce-startuppen Roberta deltager ved Dansk Erhvervs e-handelskonference senere på ugen. Freja Falk, der er co-founder og CEO, ser frem til konferencen med begejstring.
Torsdag den 9. oktober løber dette års e-handelskonference af stablen i København.
Dansk Erhverv er arrangør, og der er rent faktisk tale om 20-års jubilæum for konferencen. Dette års tema er ’Indsigter fra toppen’. Med dette tema ønsker Dansk Erhverv at sætte spot på dansk e-handels udvikling, som er gennemsyret af en ukuelig optimisme og selvtillid.
Oplæg fra topledere i store virksomheder, virksomheder, der er kommet tilbage på toppen efter udfordrende tider samt startups, der er på vej til toppen, kan blandt andet høres.
En af dem, som deltager, er Freja Falk. Hun er co-founder og CEO i Roberta, og hun skal diskutere grøn omstilling sammen med CEO i PostNord, Kim Pedersen, og CEO i Spejder Sport, Thomas Vangsgaard. En samtale, der bliver modereret af forfatter og etnolog Julia Lahme.
Forud for e-handelskonferencen har 24Victoria dermed kontaktet Freja Falk for at høre lidt nærmere om det hele.
Hvad håber du, at Roberta får ud af e-handelskonferencen på torsdag?
”Jeg håber på at få en masse interessante samtaler med folk, der er meget mere erfarne, end jeg er. Stort set alle inden for e-commerce og re-commerce er samlet på torsdag, så det bliver en stor vidensboble at gå ind i. Jeg glæder mig også til at høre en masse af de andres oplæg og lære af deres erfaringer samt få indsigter i de nyeste trends.”
Du er med i debatpanelet til oplægget ‘Recommerce og grøn omstilling i praksis: Hvad betyder det for forbrugerne – og for bundlinjen?´ Hvordan har du med at være udvalgt til at indgå i denne samtale?
”Jeg er meget beæret over, at PostNord har valgt at tro på mig som en stærk stemme inde for re-commerce. Det er et relativt nyt fænomen, og mange forsøger sig med tiltag i forskellige retninger. Det er derfor en vigtig og spændende debat at dykke ned i – altså hvordan de større virksomheder tænker om omstillingen – og jeg er glad for at kunne bidrage med indsigter omkring, hvordan vi som en lille, agil start-up tilgår omstillingen. Roberta og PostNord har netop lanceret en kampagne om re-commerce, og den omstilling kræver en del rent logistisk.”
Vi har tidligere snakket om, at jeres nye lager er en blåstempling af jeres koncept. Ser du også denne deltagelse som en blåstempling af konceptet og dig som CEO?
”Det gør jeg i den grad! Jeg håber jo på, at jeg kan blive den, man ringer til, når der skal snakkes re-commerce. For jeg har i hvert fald formået at knække en af de helt centrale udfordringer for genbrug – nemlig produktoprettelserne.
Jeg føler også, at jeg kan bidrage med rigtig mange indsigter om, hvad der faktisk er af muligheder i 2025 med de teknologiske fremskridt, der er kommet. Teknologiske fremskridt, som muliggør en hel ny form for automatisering. Jeg tror på, at vi vil se mange flere re-commerce løsninger og nye tiltag i den kommende tid, og jeg glæder mig til udviklingen!
Har du nogle generelle råd til andre iværksættere, som enten er i gang med, eller som leger med tanken om at starte en e-commerce eller re-commercestartup?
”Jeg tror, at det handler meget om at kende sin målgruppe. Find ud af, hvad du vil sælge og til hvem.
Herfra er det altid interessant at kigge på de løsninger og platforme, der allerede eksisterer og blive helt skarp på, hvordan du vil differentiere sig.
Sidst men ikke mindst, så RÆK UD! Der er så mange, der allerede har en masse erfaring, som du kan trække på, og folk er faktisk generelt ret søde til at hjælpe, hvis du er ydmyg omkring dine behov (og ikke samtidig prøver at sælge dem noget).
Det råd, jeg nok har fået mest, er: Nail it, before scale it. Det lever jeg også meget efter, og bygger platformen op ordentligt fra start frem for ekstrem hurtig vækst.”