”Vi har opdaget, at sulten efter content er enorm”

Jens Hamborg Koefoed, co-founder af Vocast, står afslappet med korslagte arme foran en historisk bygning.
Jens Hamborg Koefoed er co-founder af Vocast. Foto: Vocast

’Vocast’ startede som et PR-værktøj med en portefølje af pressekontakter, men det blev først stort, da de kastede sig over designbranchens behov for at blive markedsført via digitale showrooms.

Jens Hamborg Koefoed er co-founder og medejer af Vocast – oprindelig et presseværktøj, men i 2015 ændrede stifterne konceptet og begyndte ’nærmest forfra’, som han siger.

I dag har Vocast 40 ansatte og sælger i 17 lande.

”Før 2015 hed det Press2go, og vi havde et register over journalister, så vi kunne udsende målrettede pressemeddelelser. Press2go var en udmærket forretning, men vi ville gerne udvikle det, og der var omkring 200 spillere i verden med samme produkt,” siger den 45- årige iværksætter.

Fragmenteret mediebillede

Jens Hamborg Koefoed og hans partner Henrik Steen Madsen stod således i midten af 10’erne med et PR-tool og overvejede, hvad de kunne gøre med det.

”Så fandt vi ud af, at livsstilsbranchen og designbranchen har sammenfald med vores værdisæt, fordi de som os er optaget af æstetikken og at brandet bliver præsenteret korrekt,” siger Jens Hamborg Koefoed.

Han uddyber:

”I gamle dage kunne man nå sin målgruppe via en håndfuld medier, men i dag skal du have fat i en hær af influencers og andre kanaler, og vi har opdaget, at sulten efter content er enorm. Medierne har et langt større behov for foto end for bare få år siden – dvs. det at stille foto og andet content til rådighed på en effektiv måde bliver et kæmpe aktiv, når et brand skal vokse. Du kan næsten sige, at content et blevet en valuta.”

Globalt showroom

At verden er global bevirker, at selv små danske brands er nødt til at tænke deres kommunikation internationalt.

”Her hjælper det, at software er blevet billigere, og det er her, Vocast kommer ind i billedet,” siger Jens Hamborg Koefoed

Han fortæller, at brandsene har brug for et digitalt showroom for at få content let ud til alle – presse, influencers, stylister, arkitekter og i høj grad forhandlere.

”Det hjælper vi dem med. Det er ofte små virksomheder, som vil ud på den globale markedsplads, og vi hjælper dem så med at bygge en platform. Forestil dig et modebrand med 600 forhandlere. De 600 forhandlere har alle webshop, instagram, newsletters, Facebook, osv. Og hvis de skal bygge trafik og sælge brandets produkter effektivt, skal de fremvise mange billeder på en overskuelig måde.”

Store brands i stalden

Behovet gælder også de store designspillere som Royal Copenhagen og Georg Jensen.

”Deres behov for at få billeder og content ud er eksploderet de sidste ti år,” siger Jens Hamborg Koefoed. Her påpeger han den meget lange række af forhandlere og forklarer, at man kan dele Vocasts forretningsmodel op i to:

”Dels hele delen med billedmaterialet – man uploader sine billeder, og så har man et digitalt showroom. Og dels distributionen. For at hjælpe vores kunder med rækkevidde har vi et researchcenter med en mindre hær af mennesker, som ringer til journalister, redaktører, stylister, influencers, arkitekter med mere i hele den vestlige verden. De indsamler mailadresser, telefonnumre, researchdata og ikke mindst samtykke til, at vores kunder må kommunikere til dem.”

Netværket er guld

På den måde er Vocast blevet til et netværk på knap 27.000 af de meste indflydelsesrige personer i design, mode og livsstilsbranchen.

”Dvs. kombineret med vores software, der gør det nemt at pushe sine budskaber ud i netop det netværk, bliver det en virkelig potent cocktail for unikke, originale brands,” siger Jens Hamborg Koefoed.

Vokser I?

“Vores lifestyle-forretning har ligget på omkring 20-25 procent fakturerings-vækst årligt i snit over fem år. Men vi har også haft nogle vilde bump. Corona ramte lige efter, vi havde åbnet en filial i England.

Vi startede d. 18. februar 2020, og det så lovende ud i London, men så ringer vores sælger og siger, at han ikke må forlade sit hjem. I dag er vi konsolideret i Danmark og Sverige med godt 50 kunder i Sverige og over 200 i Danmark. Tyskland er nummer 3 med 15-20 kunder.”

Har du et godt råd til andre iværksættere?

”Vedholdenhed slår alt. Arbejd hårdt og elsk processen, ellers bliver det for hårdt, og så kommer succesen før eller siden.

Lad være med at sammenligne dig med andre, for det har altid taget meget længere tid, end de siger i Børsen. De færreste får succes overnight.”

Sidst opdateret: 4. april 2025

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Du kan blive opdateret på nyheder inden for tech & startups ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev. Vi sender dig en mail med 7 udvalgte artikler tirsdag og fredag.