DI stempler ind i debat: Økosystemet for startups er ikke i frit fald, men vi har en udfordring i vækststadiet

Chef for SMV & Iværksætteri i Dansk Industri, Sine Linderstrøm. Fotograf: Sif Meincke

‘På alle parametre kan vi se, at det går den forkerte vej i Danmark.’ Sådan siger manden bag TechBBQ, Avnit Singh, til Kapitalwatch, der kalder det ’et økosystem for startups i Danmark i frit fald’. Den udlægning er chef for SMV & Iværksætteri i Dansk Industri, Sine Linderstrøm, uenig i. Er økosystemet i frit fald? […]

På alle parametre kan vi se, at det går den forkerte vej i Danmark.’ Sådan siger manden bag TechBBQ, Avnit Singh, til Kapitalwatch, der kalder det ’et økosystem for startups i Danmark i frit fald’. Den udlægning er chef for SMV & Iværksætteri i Dansk Industri, Sine Linderstrøm, uenig i.

Er økosystemet i frit fald?

”Nej, det mener jeg ikke. Min vurdering er, at når man ser på økosystemet over en årrække, så er det modnet betydeligt og blevet af højere kvalitet. Vi ser også, at universiteterne læner sig mere ind i innovations-dagsordenen. For eksempel laver Aarhus Universitet Delphinus Venture Capital-samarbejdet med Heartland, Norlys og Salling Group,” siger Sine Linderstrøm.

Udfordring i vækststadiet

DI-chefen mener tværtimod, at området har fået et løft med regeringens Iværksætterpakke sidste år.
”Når vi kigger på kapitalen, er hele early stage-fasen styrket markant de senere år. Ser man på de enkelte vertikaler, er der sket forskydninger mod virksomheder inden for AI og defencetech, mens grønne løsninger og deeptech er mere udfordret,” siger hun og uddyber, at hun dog ser problemer i vækststadiet:

”Den ellers gode Iværksætterpakke mangler fokus på international skalering. Der er mange tilbud i early stage, men ikke til growth stage, og de virksomheder har brug for noget andet. De har brug for hjælp til at komme ud over landets grænser. Derfor har vi sammen med andre stærke partnere lanceret Founders Growth Club, hvor internationale, erfarne founders giver danske scaleups indsigt og erfaring fra deres rejse.
Founders Growth Club har manglet. Vi har faktisk et stærkt økosystem i Danmark, men vi er ikke gode nok til at forløse potentialet og skalere startups.”

Hvad kan man ellers gøre ved det?

”Vi skal mobilisere mere af den private kapital fra blandt andet pensionsselskaberne, så vi kan bygge og fastholde scaleups i Danmark og Europa,” siger Sine Linderstrøm og understreger:

”Vi har ikke nok growth-fonde, der kan investere trecifrede millionbeløb i scaleups. Foundere søger derfor kapital udenlands, typisk i USA med den konsekvens, at de på sigt typisk rykker virksomheden til investorens hjemland. Tager vi Draghi-rapporten, er diagnosen klar: situationen er kritisk for hele Europa, og investeringsgabet mod USA kalder i den grad på handling fra Europa.”

Er pensionsselskaberne for træge?

”Vi skal nok snarere se på den regulering, de er underlagt, og tilstedeværelsen af de strukturer, som de kan investere i. Pensionsselskaberne skal have mulighed for at sprede risikoen ud, ligesom afkast og risiko skal hænge sammen for dem. Man kan skrue på forskellige knapper og lade sig inspirere af initiativer fra Frankrig og Tyskland. Desuden har EU lanceret en scaleup-strategi – vi skal lave et setup, så pensionsselskaberne får fleksible rammer til at investere med de rette kompetencer i fondene.”

Byg videre på Dansk Vækstkapital

Ifølge Sine Linderstrøm kan vi bygge videre på erfaringerne fra Dansk Vækstkapital, som Vækstfonden (nu EIFO) i sin tid lancerede. Især peger hun på en ’fund-of-funds-struktur’.
“Fund-of-funds-modeller er vigtige, fordi de formår at være katalyserende for private investeringer. Her har man haft danske pensionsselskaber med, som har tilført startupmiljøet vigtig kapital samtidig med, at investorerne har fået et godt afkast.”

Er der brug for at kigge på andre initiativer?

”Ja. Vi ser lige nu en konkurrencesituation, hvor Europa skal stå stærkere i egen ret. Defencetech skal næsten bygges op fra grunden, og det kræver kapital og volumen,” siger Sine Linderstrøm og tilføjer:

”Generelt er det dog mit indtryk, at investeringsmiljøet er påvirket af den geopolitiske usikkerhed, toldsatser og handelsspændinger. Det gør, alt andet lige, at investorerne bliver mere tilbageholdende.”

Mærker du ellers en lyst til at investere i scaleups?

”Ja – og at der er efterspørgsel på flere investeringscases i dét stadie. Der begynder desuden at komme en anden type investor på banen: Flere family offices investerer i unoterede virksomheder, og de har måske en længere tidshorisont, der kan supplere ventureinvesteringer. Ifølge EIFO’s analyse gik venturemarkedet sidste år tilbage med fem procent målt på volumen.”

Sidst opdateret: 15. august 2025

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Abonnér på 24Victorias nyhedsbrev og få unik indsigt i startups, innovation og teknologi – direkte i din indbakke.

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Er du interesseret i tech & startups?

Du modtager en mail med særligt udvalgte artikler tirsdag og fredag.