Trialtree har igennem de seneste par år vokset sig større og større. 24Victoria har derfor taget en snak med Trialtrees founder og CEO, Benjamin Graungaard, for at høre nærmere om ansættelserne.
Det går godt for Trialtree for tiden.
Startuppen er langsomt vokset fra blot at være Benjamin Graungaard selv assisteret af et par freelancere til nu at være seks fuldtidsansatte.
24Victoria har taget en snak med Benjamin Graungaard om, hvordan han har rekrutteret medarbejderne, og hvilke råd, han vil give til andre startups, som skal til at finde medarbejdere.
Kan du beskrive, hvordan du ansatte den første fuldtidsansatte?
”Jeg skulle bruge en CTO, og da jeg ikke kendte nogle udviklere i mit netværk, slog jeg et jobopslag op på The Hub og LinkedIn. Derudover oprettede jeg en profil hos Y Combinator, udfyldte min krav til kandidaterne og lagde jobopslaget op dér.
Jeg fik i omegnen af 90 ansøgninger i alt – hvoraf fem var via Y Combinator. Ansøgerne fra Y Combinator var de bedste, og jeg kunne tydeligt mærke, at de havde ’iværksætter-mindsettet’, så ham jeg ansatte som CTO var via Y Combinator. Jeg kan varmt anbefale at rekruttere via dem, da man får adgang til en masse kompetente profiler.”
Og hvad med de næste?
”CTOen hev en udvikler og en designer med. Vi var os fire i et godt stykke tid, indtil jeg i januar 2025 ansatte min bror. Disse ansættelsesprocesser har været nemmere, da de er sket via netværk.”
Hvordan rekrutterede du så den seneste medarbejder?
”Jeg vidste, at jeg skulle bruge en marketingmedarbejder. Jeg lavede derfor et opslag på LinkedIn og The Hub, hvor jeg stillede tre spørgsmål, som ansøgerne skulle svare på. Spørgsmålene var udelukkende faglige – eksempelvis: ’Hvilken marketingkampagne er du særlig stolt over at have produceret?’.
For at gøre mit jobopslag endnu mere personligt lavede jeg en video. Det var egentlig tiltænkt som en måde at sætte ansigt på mig og forklare mine tanker og forventninger om jobbet.
Det endte med, at jeg fik omkring 50 ansøgninger, og dem, jeg gik videre med, havde de bedste svar på mine spørgsmål. Jeg vil klart anbefale at stille spørgsmål relateret til stillingen, da det kan være en god måde at screene ansøgerne og finde frem til de mest motiverede og mest kompetente.”
Har du ellers nogle råd til startups, der skal rekruttere medarbejdere?
”Jeg vil som sagt anbefale at slå jobopslaget op på LinkedIn, The Hub og Y Combinator. I jobopslaget skal man virkelig præcisere, hvilken rejse medarbejderen kan komme med på. Som startup er det nemlig aldrig lønnen, der lokker.
Man skal heller ikke være for grådig i forhold til ejerandele. Alle medarbejdere hos os har ejerandele, og jeg vil mene, at det er en god ting at tilbyde, da det skaber et større fællesskab og en følelse af, at man er på rejsen sammen.”
Flere råd?
”Det kan være en god idé at gøre jobopslaget personligt. Feedbacken, jeg fik på min video, var rigtig positiv. Ansøgerne kunne godt lide, at der blev sat ansigt på.”
Vil du egentlig mene, at det er en stor udfordring at rekruttere medarbejdere som startup?
”Ja, det vil jeg mene. Det er også den følelse, jeg har fra andre i økosystemet. Fra mit eget perspektiv har jeg haft to større udfordringer.
Den første var, da jeg skulle ansætte en co-founder i form af min CTO. Jeg havde absolut intet netværk, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle lede, og hvordan man gjorde.
Den anden udfordring er relateret til den seneste ansættelse. Jeg vidste på forhånd, at jeg skulle bruge en marketingekspert, og selvom jeg har gjort mit forarbejde og har en god mavefornemmelse, så kan jeg jo ikke vide, om det nu er den rette.
Jeg kender en anden startup, som ansatte en sælger, men som virkelig brændte nallerne, og dét match var ikke godt overhovedet. Som startup kan det virkelig være fatalt for økonomien at ramme forkert. Det er dyrt og kan tage lang tid at afskedige og hyre medarbejdere, så i værste tilfælde kan det jo true ens eksistens. Der er så at sige kun ét skud i bøssen som startup.”