At være frivillig hos TechBBQ kan øge dit netværk samt udvikle dine ledelsesmæssige og organisatoriske kompetencer, påpeger to tidligere frivillige. I slutningen af sommeren løb TechBBQ af stablen i Bella Center. Et kæmpe tech- og startupevent, hvor mere end 10.000 personer deltog. Uden den store mængde af frivillige ville det nærmest have været utænkeligt at […]
At være frivillig hos TechBBQ kan øge dit netværk samt udvikle dine ledelsesmæssige og organisatoriske kompetencer, påpeger to tidligere frivillige.
I slutningen af sommeren løb TechBBQ af stablen i Bella Center. Et kæmpe tech- og startupevent, hvor mere end 10.000 personer deltog.
Uden den store mængde af frivillige ville det nærmest have været utænkeligt at komme i mål med et så omfattende event. For at sætte spot på de oversete helte har 24Victoria taget en snak med to frivillige.
Der er tale om Andrei Ratcu og Marija Brescanovic, som begge var blandt de 60 langtidsfrivillige, som fra maj til oktober i år dedikerede blod, sved og tårer – men også masser af smil, grin og godt humør.
Marija Brescanovic arbejdede fuldtid i managementteamet, mens Andrei Ratcu startede ud med at arbejde omkring 20 timer om ugen i projektteamet. Efter et par uger gik han på fuldtid. Han var blandt andet med til at koordinere Nordic-India Startup Summit, som var én af TechBBQs store internationale initiativer dette år.
”Bare sig til, når jeg skal stoppe med at tale. Jeg kan nemlig tale om det her emne i uendelig lang tid,” lyder det fra Andrei Ratcu, da vi denne morgen i oktober sætter os til rette i de bløde loungesofaer i SoHos lokaler i Klosterstræde.
Solens stråler skinner ind ad vinduerne, og Marija Brescanovic skal lige lande i rummet. Hun tog fejl af adressen og kom lidt for sent.
Ingen sure miner her, for vi skal ikke nå noget.
”Det tager den tid, det tager. Jeg har først et møde klokken 12:30,” nåede Andrei Ratcu da også at påpege, inden Marija Brescanovic ankom.
En del af et stort fællesskab
Snakken drejes ind på, hvorfor de valgte at være frivillige hos TechBBQ. Mange timer lægges trods alt i arbejdet – vel og mærke uden nogen form for aflønning.
Andrei Ratcu og Marija Brescanovic havde ikke ’blot’ signet sig op for en dag eller to – men derimod adskillige måneder.
For Marija Breskva savnede hun noget – nemlig at være en del af et større fællesskab.
”Jeg har en stor passion for frivillighed, og så savnede jeg et samlende projekt og team at arbejde sammen med. Jeg er tidligere professionel ballerina, og arbejdet som frivillig hos TechBBQ vakte nogle af de samme følelser op i mig,” forklarer hun med et smil og julelys i øjnene.
Andrei Ratcu er helt enig.
”En af de fede ting ved at have været frivillig hos TechBBQ er det unikke netværk af personer. Selvom ’tjansen’ er ovre, holder vi stadig kontakten ved lige med hinanden, og vi er altid velkomne til en kop kaffe på Matrikel 1 (adressen for TechBBQs kontor i København, red.). Derudover åbner dette store netværk måske nogle døre for at finde et spændende job i fremtiden. Dét vil jeg i hvert fald ikke udelukke,” er hans ord.
Stort koordineringsarbejde
Som tidligere påpeget, arbejde de to frivillige i hvert deres team – eller organismer, som Andrei Ratcu ynder at kalde dem. Derfor havde de også vidt forskellige arbejdsopgaver.
Marija Brescanovic, som var en del af managementteamet, havde blandt andet ledelsesansvar for de 200 frivillige samt de 12 teamleaders ved selve TechBBQ-eventet.
”Jeg rekrutterede og sørgede for en god onboarding af de 12 teamleaders, uddelte vagter og roller til de 200 frivillige, samt sørgede for at kommunikationen var tydelig, respektfuld og i overensstemmelse med vores kultur,” forklarer hun.
Andrei Ratcus arbejde i projektteamet involverede ligeledes kontakt med en masse mennesker. Når mere end 10.000 personer samles over to dage, er der nemlig ret mange interessenter at forholde sig til. Det gælder derfor om at holde tungen lige i munden.
”Jeg føler, at projektarbejdet var omfattende, da relationer til diverse samarbejdspartnere, deltagere og investorer fyldte en del. Det er arbejde, som løbende skal ordnes, og det er ofte arbejde, man ikke ser så meget til. De sidste par uger op til eventet lå vi vitterlig vandret. Først kunne folk komme, så kunne de ikke alligevel, men ombestemte sig så til allersidst. Der var en del logistisk at forholde sig til,” forklarer han.
Der går ikke længe, før han følger op.
”Nøglen til succes var uden tvivl det tværfaglige samarbejde mellem alle teams samt den store hjælp, alle gav til hinanden.”
Udviklende forløb
I den bløde, grå sofa påpeger både Andrei Ratcu og Marija Brescanovic, at det har været udviklende, sjovt og yderst givende at være frivillig hos TechBBQ.
”Tilliden fra TechBBQ er enorm. Du får virkelig lov til at prøve en masse spændende opgaver – også selvom du aldrig har prøvet det før. Jeg er taknemlig for de ledelsesmæssige og organisatoriske kompetencer, jeg har fået med videre,” siger Marija Brescanovic.
Hun når næsten ikke at færdiggøre sætningen, inden det med stor entusiasme lyder fra Andrei Ratcu:
”Ja, helt enig! Den store tillid og muligheden for at prøve en masse forskellige arbejdsopgaver af, var også én af årsagerne til, at jeg valgte at lægge endnu flere timer i det.”
Da vi er ved at runde stille og roligt af, påpeger de begge, at de på ingen måde vil udelukke at være frivillige hos TechBBQ igen.
Herefter begiver de sig ud i efterårssolen.