Kan Norden blive en samlet superregion for startups? Det er ambitionen bag et nyt nordisk initiativ, hvor TechBBQ indgår i et konsortium, der vil styrke samarbejdet på tværs af de nordiske økosystemer. ”Jeg er stolt over at dele, at TechBBQ er en del af det nye konsortium, der har vundet et større udbud fra Nordic […]
Kan Norden blive en samlet superregion for startups? Det er ambitionen bag et nyt nordisk initiativ, hvor TechBBQ indgår i et konsortium, der vil styrke samarbejdet på tværs af de nordiske økosystemer.
”Jeg er stolt over at dele, at TechBBQ er en del af det nye konsortium, der har vundet et større udbud fra Nordic Innovation om at kortlægge og styrke det nordiske startup-økosystem.”
Sådan skriver Thomas Ebdrup, Chief Strategy Officer hos TechBBQ, begejstret på LinkedIn.
“Vi er seks organisationer i centrum af de lokale økosystemer, som nu går sammen om at udvikle anbefalinger til at skabe et mere sammenhængende nordisk økosystem. Projektet, Nordic Innovation Ecosystem Mobilisation, vil kortlægge det nordiske økosystem, identificere kritiske barrierer og sætte turbo på det fælles nordiske samarbejde mellem økosystemerne,” tilføjer han.
Skal kortlægge regionen
Projektet skal kortlægge styrker og svagheder i de eksisterende miljøer og pege på konkrete løsninger, der kan gøre det lettere for startups at skalere på tværs af landegrænser.
Samtidig skal det identificere de barrierer, der i dag spænder ben for samarbejde – fra kapital og talent til regulering og netværk.
Selvom Norden allerede er kendt som en stærk innovationsregion, opererer landene stadig i høj grad hver for sig. Det betyder, at potentialet langt fra er fuldt udnyttet, lyder rationalet. Med en mere samlet tilgang håber partnerne at kunne løfte regionens samlede konkurrencekraft.
TechBBQ i nøglerolle
Her spiller TechBBQ en nøglerolle som samlingspunkt for økosystemet. Eventet i København har gennem de seneste år udviklet sig til en af Nordeuropas vigtigste platforme for iværksætteri og innovation og samler hvert år tusindvis af founders, investorer og beslutningstagere .
Ambitionen er ikke blot at styrke samarbejdet internt i Norden, men også at positionere regionen stærkere globalt i en tid, hvor konkurrencen om kapital, talent og teknologi intensiveres.
Her kan en fælles nordisk profil være afgørende.
Hvis projektet lykkes, kan det bane vejen for et mere integreret økosystem – og gøre Norden til en endnu mere attraktiv destination for internationale startups og investorer.
| FAKTA Om Nordic Innovation: Nordic Innovation er en organisation under Nordisk Ministerråd, der arbejder for at styrke innovation, entreprenørskab og konkurrenceevne i nordiske virksomheder. Organisationen støtter projekter og samarbejder på tværs af landegrænser med fokus på bæredygtig vækst og grøn omstilling. Nordic Innovation fungerer således som katalysator for partnerskaber mellem virksomheder, offentlige aktører og forskningsmiljøer i hele Norden. Målet er at styrke Norden som en af verdens mest bæredygtige og integrerede regioner. Organisationen finansierer og faciliterer initiativer, hvor nordisk samarbejde skaber større værdi end nationale indsatser alene. Om TechBBQ: TechBBQ er en af Nordens største tech- og startup-events og fungerer som et centralt mødested for iværksættere, investorer og virksomheder. Grundlagt i 2013. Afholdes årligt i København. Samler hvert år tusindvis af deltagere fra ind- og udland. Fokus på innovation, teknologi og skalering. Arbejder for at styrke startup-økosystemet og skabe internationale forbindelser. Eventet har udviklet sig fra en mindre, lokal iværksætterbegivenhed til en international platform, der forbinder startups med investorer, talenter og globale markeder. TechBBQ spiller i dag en central rolle i at samle det danske økosystem og tiltrække kapital og viden fra udlandet – og er dermed en vigtig brik i arbejdet med at styrke Danmarks og Nordens position som tech-region. |
Læs mere: