Næste års udgave af det aarhusianske startupevent SMIL finder sted i slutningen af maj.
SMIL 2025 var en kæmpe succes – også selvom vejret ikke lige viste sig fra sin fineste side.
Der blev drukket øl, hygget, lyttet til musik samt networket til den helt store guldmedalje. Indimellem alt dét var der faglige sessioner på programmet, hvor founders kunne gå i dybden med aktuelle emner og reelle udfordringer fra den virkelig verden.
Med andre ord, der var noget for en enhver smag.
Succesen gentages næste år, hvor ambitionen endda er at trække endnu flere internationale VCs til Danmarks næststørste by.
Og her er datoen netop kommet på plads. I et opslag på LinkedIn skriver CEO i Startup Aarhus, som står bag SMIL, Mette Hoberg Tønnesen, at det bliver den 28. maj.
Det er dermed allerede en god idé at sætte ét stort, fedt kryds i din kalender, hvis du tænker at deltage. I LinkedIn-opslaget fra Mette Hoberg Tønnesen er der desuden en stemningsvideo fra dette års event, som du kan kaste dig over, hvis du ikke ved, om det er noget for dig eller ej.