I regn og slud skal SMIL 2025 ud

Deltagere til SMIL 2025 netværker udendørs ved Godsbanen i Aarhus – trods regn og slud.
SMIL 2025 fandt sted den 22. maj 2025 i Aarhus. Foto: Nicolai Foldgast

End ikke jammerligt vejr kunne afholde iværksættere, investorer og innovationsnysgerrige sjæle i at deltage i startupeventet SMIL 2025.

Et rødt silkebånd klippes over. En champagne poppes. Der graves et hul. Og så lyder det:

”SMIL 2025 er nu officielt åbent!”

Ordene kommer fra én af de to kvindelige talere, som byder velkommen til det aarhusianske startupevent ved det urbane-område omkring Godsbanen. Herefter bryder deltagerne ud i jubel, smil og klapsalver.

Og så begynder den helt store networking ellers. Udover forskellige sessioner og oplæg, er der nemlig også afsat tid til at networke med hinanden i løbet af dagen. En stor del af SMIL 2025 handler nemlig om at sætte Aarhus på det nationale og internationale startup-kort.

“Det handler ikke om os i dag, men om jer! Udlandet er ved at få øjnene op for alle de fede ting, der sker her i Aarhus,” lød det blandt andet også fra åbningstalen.

Johannes Weiss Knickering og Anders Husted er blandt deltagerne i dag. De er begge co-founders af Aarhus-baserede Cate It. En early stage-startup, som på sigt skal levere cateringløsninger.

”Vi er i gang med at udvikle, så det er meget nyt. Vi bor tæt på Godsbanen, så vi tænkte, at det kunne være oplagt at deltage for at snuse lidt til miljøet og networke,” forklarer Johannes Weiss Knickering til 24Victoria.

Festivalstemning

Selvom vejret denne dag ikke viser sig fra sin pæneste side med tilforladelige temperaturer, hård blæst og kraftige byger – der kommer og går – har arrangørerne i hvert fald gjort deres for at skabe ”The happiest startup experience in the world”, som de selv formulerer det på hjemmesiden.

En regulær festivalstemning omfavner én, som en varm dyne på en råkold efterårsdag. Livemusik, latter og samtaler kan høres i ørene. Regntøj og paraplyer – der nogle gange har sin gavn på festivaler – kan spottes så langt øjet rækker. Og ganerne forsynes med de gratis snacks i form af koldskål, chokoladebudding, kakaomælk, sodavand, kaffe og chips. Hvis man vil have stærkere sager, skal man selv betale ved boderne, som sælger mad og drikke.

Selv forbipasserende, der ikke er deltagere ved SMIL 2025, mærker stemningen.

”Det ligner lidt en festival,” lyder det fra en ung mand med sort, flettet hår til sin ven.

I audiens med Christian Lohmann

Ved SMIL 2025 er ’Unicorn Academy Lands At Smil’ blandt andet en del af programmet. Denne session er udelukkende for top founders, der var blevet inviteret på forhånd.

24Victoria er med på en lytter, hvor CEO i Dixa, Christian Lohmann, deler ud af sine erfaringer og svarer på spørgsmål fra deltagerne.

Der er tavshedspligt fra rummet, men uden at røbe for meget, handlede det om, hvilke tanker og overvejelser en founder og/eller CEO skal have in mente i sit arbejde.

Anden runde af ’Unicorn Academy Lands At Smil’ blev styret af formand for Danske Tech Startups, Esben Gadsbøll, hvor han ville runde oplægget fra Christian Lohmann af med deltagerne og få dem til at reflektere over det.

Networking, networking, networking

Tilbage ved hovedpladsen er der stadig god stemning – også selvom regnbygerne nu er udskiftet med haglbyger.

24Victoria falder i snak med Karl Kristensen, der er co-founder af Evstinguish, som arbejder på at finde en løsning til slukning af brande i elbiler.

”Vi er ikke på udkig efter funding lige pt., da vi har fået en del softfunding, men jeg er her for at suge til mig og networke med folk,” forklarer han.  

Efter de sidste sessioner og network-snakke er det tid til aftensmad bestående af en sammenkogt vegetarret serveret med couscous, creme fraiche og tortilla-brød. For dem, der ikke vender snuden hjemad efter en dag med faglige indtryk og masser af networking, er der et stort afterparty.

Sidst opdateret: 23. maj 2025

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Du kan blive opdateret på nyheder inden for tech & startups ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev. Vi sender dig en mail med 7 udvalgte artikler tirsdag og fredag.