I en ny bog om fremtidens arbejdsplads argumenterer Claus Sneppen, associeret partner ved Instituttet for Fremtidsforskning, for en radikal gennemtænkning af arbejdsmarkedet.
Teknologien er allestedsnærværende i vores hverdag. Det er lige fra vores mobiltelefoner, streamingtjenester til diverse gadgets.
Arbejdsmarkedet burde derfor være mere end parat til at omfavne et fleksibelt, digitalt arbejdsliv, men sådan er billedet ikke. Det mener Claus Sneppen i hvert fald. Han er associeret partner i Instituttet for Fremtidsforskning og forfatter til den nyudgivne bog The (R)Evolution of the Office Workspace.
I bogen argumenterer han for en radikal gennemtænkning af arbejdspladsen som fænomen. Han påpeger, at mange medarbejdere ønsker øget fleksibilitet, frihed og mening i arbejdslivet, og at teknologien kan indfri disse ønsker. De fleste arbejdspladser er dog formet af industrielle logikker og fortidens behov med arbejdspladsen som et fysisk sted.
”Det er man nødt til at gøre op med, hvis man vil kunne rekruttere og fastholde dygtige medarbejdere og være konkurrencedygtig,” udtaler Claus Sneppen i en pressemeddelelse.
Fremtidens arbejdsplads
Claus Sneppen påpeger, at arbejdsmiljølovgivningen er et oplagt sted at fokusere på. Som det ser ud lige nu, er der ret rigide regler for hjemmearbejde og arbejdspladsvurderinger, selvom en del vidensarbejde foregår digitalt og kan klares mobilt fra sofaen, i toget eller andetsteds.
”Det kræver et opgør med for eksempel klassiske ansættelsesformer, som står i vejen for den fleksibilitet, som både vores medarbejdere og samfund har brug for. Det betyder blandt andet også, at man skal se på selve de fysiske rammer som ethvert andet værktøj, der kan ændres og skiftes ud efter behov, i stedet for arbejdets udgangspunkt. Det kan være en hård erkendelse, når man har investeret i for eksempel lokaler og møbler, men alternativet er at binde sin fremtid i et tog, der ikke kører fra perronen,” forklarer Claus Sneppen.
Han mener, at både virksomheder – herunder også startups og scaleups – fagforeninger og politikere skal tage et opgør med opfattelsen af arbejdspladsen som en statisk størrelse. Arbejde skal ikke ses som et sted, men som en aktivitet, mener han.