Serieiværksætter: Derfor finder vi vores nye direktør via et lykkehjul

Nick Traulsen står ved et stort lykkehjul i et kontormiljø – et symbol på hans utraditionelle måde at finde en ny direktør på.
Nick Traulsen mener det alvorligt, selvom det måske ikke ser sådan ud. Privatfoto / Grafik: Gustav Hansson.

Nick Traulsen skal bruge en direktør til en startup med fokus på at søge EU-midler via AI. Og da mange direktør-ansættelser alligevel går galt, besluttede han sig for en helt ny metode. Også for at vise, at alle kan blive iværksættere. Det er nemt, man skal bare have den rette sparring, lyder det. ”Jeg havde […]

Nick Traulsen skal bruge en direktør til en startup med fokus på at søge EU-midler via AI. Og da mange direktør-ansættelser alligevel går galt, besluttede han sig for en helt ny metode. Også for at vise, at alle kan blive iværksættere. Det er nemt, man skal bare have den rette sparring, lyder det.

”Jeg havde ikke tid til at drive projektet videre og besluttede at finde en direktør. Men at ansætte en direktør er pissesvært, og jeg har set mange fejle i ansættelsen. Så jeg valgte at gøre det på en helt anden måde,” siger Nick Traulsen til 24Victoria.

Det kan man vist roligt sige.

Det er nok de færreste, der ansætter folk via et lotteri, men det er Nick Traulsen nu i gang med sammen med sin makker, Andreas Piculell. Hvis man rammer rigtigt, går man videre til runde to – og i december spiller man måske ludo om posten med de sidste kandidater. Det er ikke helt klart endnu, fortæller han.

Kan du uddybe galskaben?

”Vi bruger et lykkehjul til at finde en direktør, fordi det ikke er svært at være iværksætter. Det er bare uoverskueligt. Det svære er at vide, hvad man skal gøre, og det hjælper vi dem med, når vi har fået en person ind som direktør.”

Men du risikerer jo at få en kandidat, som du ikke kan bruge?

”Ja. Men formålet er jo at bevise, at det er nemt at være iværksætter En masse unge mennesker kan være iværksættere. Og vi kommer til at følge med i det på some. Selv hvis det ikke er den skarpeste kniv i skuffen, der bliver direktør, vil folk på sociale medier sige: ’Hvis Mads kan, så kan jeg fandme også!’ Ved at dele processen får vi desuden opmærksomhed på virksomheden, og det øger chancen for succes,” siger Nick Traulsen og tilføjer:

”Det vil være sejt, hvis det blev et forbillede for de unge. Direktøren skal jo gerne synes, at ’det her er det bedste job, jeg nogensinde har haft’. De får også medejerskab. Jeg har veto på, at lønnen ikke er 100.000 kroner om måneden, men ellers lægger de strategien. Direktøren bestemmer, indtil bestyrelsen siger: Nu er du fyret.”

Hvad er målet med virksomheden?

”Målet er, at virksomheden går så godt, at vi kan sælge den om to år. Vi lægger 100.000 kroner i virksomheden og giver adgang til søgeprogrammet, som vi har udviklet, og som jo repræsenterer en masse arbejdstimer. Direktøren får også lidt løn, men ikke meget. De første to år gik jeg uden løn som praktikant, og derefter fik jeg 15.000 kroner om måneden. Det ved jeg, at man kan leve af. Men når kandidaten er valgt, bestemmer han eller hun selv, hvad de gør med pengene.”

Du kan nå at være med

Det er stadig muligt at deltage i lotteriet. Nick Traulsen fortæller hvordan:

”Når jeg lægger en video op, får folk et link og kan booke sig ind på kontoret. Første gang mødte én op efter en lang bustur og gik direkte på. Han ramte ikke med lykkehjulet, og det var absurd, da vi sendte ham hjem igen. Alle sad med en dårlig smag i munden, fordi det gik så hurtigt. Så vi gør det lidt anderledes nu.”

Nu er taktikken at bruge lidt tid på kandidaten. Nick Traulsen følger folk ind i et lokale, inden man skal dreje hjulet. Her laver han en forventningsafstemning, byder på kaffe – og giver kandidaten hans egen iværksætterbog.

”På den måde kan vi nemmere sende dem af sted igen, for det er jo langt fra alle, der rammer. Én kom drivvåd, fordi hans baghjul var eksploderet på vejen, og han undskyldte for at komme for sent. At komme for sent er normalt en klar årsag til ikke at tage dem ind. Men jeg så på Instagram, at hans hjul rent faktisk var eksploderet på motorvejen. Han holdt bilen ind til siden og sagde til vejhjælp, at de skulle vente med at komme, til han havde spundet lykkehjulet. Det kan vi godt li’. Det er dedikation.”

Har ingen ramt rigtigt?

”Der er allerede to kandidater, som har ramt rigtigt. Jeg leder efter otte-ti, og når jeg har dem, laver jeg runde to. Her skal vi fortælle folk, at det er 40 timers hårdt arbejde om ugen, og det er hårdt, og halvdelen siger nok: ’Det er ikke for mig. Jeg vil hjem og ryge en joint.’ De sidste fem kommer i the final showdown, hvor vi skal finde vores egentlige direktør. Det kan være et ludospil eller noget andet sjovt, men vi har ikke fundet ud af, hvad det skal være endnu.”

Direktør får frie hænder

Den nye direktør bliver endelig ansat i januar – og har altså en ret fri spilleplade.

”Jeg lover dem, at jeg ikke kommer til at kigge dem over skulderen. Vi tager da en kæmpe chance, når vi ikke tjekker kandidaterne bedre, men vi synes, det er helt vildt sjovt.”

Men 100.000 kroner er trods alt ikke meget til at starte en virksomhed?

”Det er ikke mange penge, nej, så man skal tænke sig om. Man kan så også ringe til banken og spørge, om man kan få en kassekredit. Så kautionerer jeg, men her skal vi lige høre, hvad banken siger.”

”Jeg ville tage 15.000 kroner ud om måneden og arbejde i weekenden – og sørge for hurtigt at vise kommerciel traction og så prøve at rejse en halv million. Her kan man få angel-investorer ind. Men jeg skal ikke sidde i bestyrelseslokalet og pege på alle mulighederne, det er også meningen, at direktøren selv skal handle. Man kan for eksempel tjene penge som konsulentforretning. Måske få 10-15.000 kroner for en opgave. Der er mange veje, og jeg tror, vi rejser midler. Vi kan jo også selv søge EU-midler,” siger Nick Traulsen og tilføjer.

”Direktøren får tre til seks måneder til at vise traction. Hov. Det ringer på nu. Der kommer faktisk en, der skal spinne. Vi snakkes ved. Hej!”

Sidst opdateret: 12. november 2025

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Abonnér på 24Victorias nyhedsbrev og få unik indsigt i startups, innovation og teknologi – direkte i din indbakke.

Del Artikel
Læs også

Abonner på vores ugentlige nyhedsbrev

Er du interesseret i tech & startups?

Du modtager en mail med særligt udvalgte artikler tirsdag og fredag.