Den danske serieiværksætter, forfatter og medstifter af Miinto.com, Mike Radoor, er blevet udnævnt til bestyrelsen for Global Entrepreneurship Festival (GEF).
GEF afholdes årligt i Nigeria og er ikke blot et iværksætterevent – det er en international platform, der samler tusindvis af erhvervsfolk, investorer, startup-founders og regeringsledere fra hele verden.
Målet er at skabe bæredygtige løsninger gennem innovation og entreprenørskab. Der er tale om verdens største iværksætterevent, ifølge en pressemeddelelse.
Kan sætte et aftryk
Mike Radoor ser sin nye rolle som en unik mulighed for at bringe dansk iværksætterånd ud i verden og styrke iværksættere globalt.
“Det er en stor ære at blive en del af bestyrelsen for verdens største iværksætterevent. Mit mål er at bidrage med konkrete løsninger, strategisk rådgivning og innovation, der kan skabe nye muligheder for iværksættere – både i Danmark, Afrika og resten af verden. Vi danskere har en stærk iværksættertradition, og nu har vi chancen for at bruge den til at skabe reel impact,” siger Mike Radoor.
Ved festivalen i 2024 deltog nogle af verdens mest indflydelsesrige personligheder inden for tech, forretning og investering.
Prominente gæster
Blandt andre deltog Jeff Hoffman, medstifter af Booking.com og Vusi Thembekwayo, verdenskendt venturekapitalist og elite-coach – samt en lang række førende influencere, tech-ledere og erhvervsmoguler.
Mike Radoor var en af hovedtalerne ved festivalen i 2024, hvor han leverede et keynote-oplæg om iværksætteri, mindset og eksekvering.
Hans fem dage lange ophold i Nigeria gjorde et så markant indtryk, at han umiddelbart efter blev kontaktet af festivalens bestyrelse og tilbudt en plads som bestyrelsesmedlem, ifølge pressemeddelelsen.
FAKTA: GEF 2025 Temaet for næste års event, der finder sted i Ondo State, Nigeria – fra den 21. til 23. november 2025 – er følgende: “AI-Powered Entrepreneurs: Creating a Sustainable Future” Festivalen vil sætte fokus på, hvordan kunstig intelligens, digital transformation og iværksætteri kan skabe løsninger på verdens største udfordringer, herunder fattigdomsbekæmpelse, økonomisk inklusion og bæredygtig vækst. |