Konsulent-startuppen har store ambitioner for fremtiden, da de vil skalere konceptet ud på det globale marked.
For et par dage siden skrev vi om Mace Play og deres app, som på en sjov måde skal højne motivationen hos generation Z på arbejdsmarkedet.
I dag kommer der så et ekstra lag.
Mace Play har nemlig ikke kun ambitioner om at blive integreret på de fleste arbejdspladser i serviceindustrien i Danmark. De vil på sigt gerne skalere til andre industrier – og udlandet.
”Vi tænker stort, så udlandet er også i vores drømme. Vi tror, vi har en løsning, der kan hjælpe på globalt plan. Vi skal selvfølgelig tage højde for kulturforskelle og lignende, men det er planen, at vi på sigt bliver globale,” forklarer medstifter Catrine Nomi til 24Victoria.
De store perspektiver
Catrine Nomi understreger, at Mace Play i bund og grund har udarbejdet et koncept, som skal forbedre det mentale helbred på arbejdspladsen.
Et koncept, der altså kan gavne mange parter. Øget motivation giver større arbejdsglæde, som giver bedre mentalt helbred hos den pågældende medarbejder samt større produktionsmæssig gevinst for arbejdspladsen.
”På samfundsplan bliver der brugt tonsvis af penge på at tage hånd om mentale helbredsproblemer på arbejdsmarkedet. Hvis vores løsning kan spare bare en brøkdel af dét beløb, er vi lykkelige. Vi hjælper enkeltindivider, virksomheder samt hele samfundet,” siger Catrine Nomi.
Udfordringerne
Én ting er at have store drømme og visioner, men noget andet er virkeligheden og nuet. Her er Mace Play realister. De tre stiftere – Catrine Nomi, Frederikke Durlev og Sophia Lassen – er klar over de logistiske og ressourcemæssige udfordringer, der er forbundet med at få en app op at køre.
”Pt. har vi ikke ressourcerne, men dem skal vi skaffe på den ene eller anden måde. Om det bliver via investeringer, bootstrapping eller noget tredje, må vi se på,” siger Catrine Nomi.
En anden udfordring, de mærker, er den store generationskløft, der er i samfundet. Mace Play vil som tidligere påpeget gerne hjælpe virksomheder med at motivere deres generation Z-medarbejdere, men det kan være mere end svært at få fat i de ældre virksomhedsledere.
Indtil videre har Mace Play primært snakket med yngre virksomhedsledere, og her har der været positiv respons. Et udgangspunkt, som de måske kan bruge som en måde at komme i kontakt med de ældre virksomhedsledere.
”En mulig strategi kan være at starte ud med at fokusere på de yngre ledere, og når vi har nok virksomheder og aftaler i ryggen, kan vi begynde at kontakte virksomheder med ældre ledere, hvor vores argumententer og koncept står stærkere,” siger Catrine Nomi.
En anden strategi, som Mace Play selv åbner op for, er at gøre deres grundarbejde ordentligt og prøve at lokalisere lidt mere åbent sindede, ældre virksomhedsledere. Hvis dé kan komme ind som kunder, kan de måske agere som ’frontrunners’ for de lidt mere konservative ledere, og en bandwagon-effekt kan skabes.