Konsulent-startuppen Mace Play vil højne motivationen hos generation Z på arbejdsmarkedet – men på en sjov måde.
Hvis man tror på, at bestemte ting i livet er skæbnebestemt, er Mace Play et ganske fint eksempel.
De tre stiftere – Catrine Nomi, Frederikke Durlev og Sophia Lassen – blev gode venner under et studieophold på Regent’s University i London i 2021. Efter endt uddannelse spredtes de fra hinanden, da Frederikke Durlev blev i London for at arbejde, mens Catrine Nomi og Sophia Lassen flyttede tilbage til København for at starte deres egne virksomheder – henholdsvis en coachingvirksomhed målrettet generation Z og en trendforecastingvirksomhed.
Catrine Nomi og Sophia Lassen kunne dog hurtigt se synergier mellem de to virksomheder, og da de stadig havde god kontakt til Frederikke Durlev, som havde svært ved at finde sig til rette på arbejdsmarkedet og at finde motivationen, tog de kontakt. Mace Play så dermed dagens lys.
Mace Play er en konsulentvirksomhed, som er sat i verden for at højne trivslen og motivationen hos generation Z på arbejdsmarkedet – men på en sjov måde gennem deres app.
”Vi kalder vores koncept for en ’Duolingo’ for arbejdspladsen. Medarbejderne kan score point, stige i grader og få en masse streaks ved at løse challenges,” forklarer Catrine Nomi til 24Victoria.
Konceptet skåret ud i pap
Men hvad dækker denne ’Duolino’ for arbejdspladsen så over, tænker du måske?
Appen, som regens med at være færdig inden udgangen af 2025, er tiltænkt som en tredjepartsintegrationsplatform til den pågældende arbejdsplads eksisterende kommunikationsplatform for medarbejderne.
”Vores app gamificerer dét at være ansat, da medarbejderne kan score point ved at klare forskellige challenges, som alle tager udgangspunkt i adfærds- og handlemønstre, og som forskningen viser er motiverende – især for generation Z,” lyder det fra Catrine Nomi.
De forskellige challenges, medarbejderne kan kaste sig ud i, spænder bredt. Det kan for eksempel være at give en kollega en kompliment, lære noget nyt om en kollega, man ikke snakker så ofte med, eller det kan være at fuldføre et halvanden time langt kursus.
Motivationsfremmende kerneområder
Alle challenges tager udgangspunkt i fire kerneområder, som Mace Play har researchet sig frem til at være motivationsfremmende på arbejdsmarkedet: 1) udvikling og læring, 2) socialt samvær og fællesskab, 3) autonomi, fleksibilitet og feedback, 4) vision, værdier og positiv indvirkning.
Her kan hver medarbejder vælge at ’specialisere’ sig i et eller flere kerneområder. Når medarbejderen har klaret en challenge, får vedkommende nemlig point, som kan ’cashes’ ind på at stige i graderne inden for det givne kerneområde – hvilket endda kan kaste fordele af sig for den givne medarbejder.
”På sigt kan man måske være kommet så højt op i rang inden for et givent kerneområde i virksomheden, at man bliver udnævnt som mentor for nye medarbejdere,” siger Catrine Nomi.
Funderet koncept
Direkte adspurgt om, hvorvidt Mace Plays app vil tage fokus væk fra arbejdet hos den givne medarbejder, kan Catrine Nomi godt se problematikken.
Selvfølgelig vil længerevarende og store challenges potentielt set kunne tage lidt fokus, men de fleste challenges har kortere varighed. Medstifteren understreger desuden, at Mace Play har gjort deres hjemmearbejde.
”Hele vores koncept er funderet i neurovidenskab, adfærdspsykologi og motivationspsykologi. Vi er bevidste om, at der er begrænsede ressourcer og timer hos arbejdspladserne, hvorfor vores løsning er fokuseret på at optimere mest muligt på kortest mulig tid,” siger hun.
Serviceindustrien som udgangspunkt
I opstartsfasen har Mace Play fokus på virksomheder i serviceindustrien, da der er mange ansatte fra generation Z dér.
De har løbende testkørt deres app og koncept på en række virksomheder, og her har den generelle feedback overvejende været positiv. De fleste virksomheder ser det som et spændende koncept, som kan være brugbart at implementere.
”Mange af vores challenges imødekommer de fleste af virksomhedernes udfordringer i det daglige arbejde. Både ledelse og ansatte giver udtryk for, at det kan være et brugbart værktøj til at holde medarbejderne motiverede,” siger Catrine Nomi.