I nye kommunale tilstandsrapporter fra Erhvervshus Midtjylland fremgår det, at antallet af kvindelige iværksættere i regionen er steget.
Politikerne har fokus på at få flere kvinder ind i iværksætteriet, hvor knap hver fjerde iværksætter er kvinde. Dén procentsats harmonerer ganske fint med dugfriske tilstandsrapporter fra Erhvervshus Midtjylland.
Det fremgår blandt andet, at andelen af kvindelige iværksættere i regionen er steget fra 24,2 procent i perioden 2018-2020 til at udgøre 25,3 procent i perioden 2021-2023.
På landslandsplan var andelen af kvindelige iværksættere på 26,3 procent i perioden 2021-2023.
Overlever bedre end andre
Selvom Region Midtjylland halter lidt efter landsgennemsnittet, er der stadig tale om en stigning på 1,1 procentpoint fra perioden før. Derudover er det værd at have fokus på overlevelsesraten, som kan give en indikation på ’styrken’ af iværksætteriet.
Overlevelsesraten er nemlig andelen af nye virksomheder, der fastholder en væsentlig økonomisk aktivitet tre år efter etablering. På landsplan lå overlevelsesraten på 55,6 procent i perioden 2020-2022, mens Region Midtjylland havde en overlevelsesrate på 57,3 procent, hvilket er den højeste i landet.
Noget, der vækker glæde hos Helle Berthold Rosenberg, der er direktør i Erhvervshus Midtjylland.
”Vi ser helt klart overlevelsesraten som et sundt tegn på erhvervslivets dynamik. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har udpeget iværksætteri, og herunder, at flere iværksættere skal lykkes, som én ud af seks tværgående drivkræfter for vækst og udvikling i hele landet. Derfor er jeg også glad for, at rapporterne viser, at vi i Midtjylland har en høj overlevelsesrate blandt nye virksomheder”, udtaler hun i en pressemeddelelse.
Drive og åbent sind
En af de kvindelige iværksættere fra Region Midtjylland, som tæller med i denne positive udvikling, er Christiana Linde. Hun driver Linde’s coffee, som blandt andet sælger kaffe via en mobil scooter i Horsens.
Hun havde i slutningen af 2023 et sparringsmøde med en forretningudvikler fra Erhvervshus Midtjylland, som blandt andet skulle hjælpe hende med en ansøgning til et program for iværksættere.
Medarbejderen tilføjede i ansøgningen, at hendes omsætning skulle stige med knap 70 procent fra 2023 til 2024, hvilket Christina Linde fandt urealistisk. Men det lykkedes.
”Det var jo vildt, og samtidig havde jeg bookinger i min kalender for yderligere 100.000-150.000 kr. resten af året. Jeg ramte faktisk omsætningen fra 2023 allerede midt i juli måned 2024 – lige inden Smukfest,” forklarer Christina Linde i pressemeddelelsen.
Hendes eget iværksættereventyr har udspring i hendes store passion for god kaffe og lysten til at være med til at skabe en god stemning i bybilledet. Hun har et budskab til iværksættere, eller folk, som overvejer at gå dén vej:
”Du behøver ikke have en raketidé bare for at lykkedes. Med et åbent sind og drive kan du nå mange mål. Og så skal du række ud og trække på den støtte, du kan få. Det har åbenbart virket for mig, at en anden satte et urealistisk mål for mig.”